Kontorarbejdere over hele verden, som skal bruges deres pc'er til at sende og modtage SMS'er, er målgruppen for det nye danske it-selskab Zyb.
Bag Zyb står de tre it-værksættere Nicolaj Reffstrup, Tommy Ahlers og Morten Lund, mens Asger Jensbys investeringsselskab JMI Invest har skudt et millionbeløb i selskabet.
Ambitionen er at opbygge et globalt SMS-selskab, der skaber den manglende forbindelse mellem to af tidens mest populære teknologier, internettet og SMS-beskeder.
- Via internettet kan du sende SMS til alle mobiltelefoner i hele verden til lokaltakst begge veje og ikke til de næsten tre kroner per SMS, som TDC tager. Når du sidder og sender SMS'er i løbet af dagen skulle du gerne bruge Zyb, siger administrerende direktør Tommy Ahlers.
Danmark for billig
Prisen per SMS bliver omkring 80 øre, og paradoksalt nok er discount-landet Danmark derfor et af de markeder, som det danske selskab ikke vil fokusere på.
- Danmark er ikke et interessant marked for os, for vi ved, at vi bliver for dyre. Vi kan ikke tage del i det nationale marked på samme måde, som vi kan i Tyskland, England og USA, siger Tommy Ahlers.
For danskere, der sendes SMS'er til udlandet, kan der stadig være fornuft i tjenesten, fordi danske mobilselskaber tager op mod tre kroner for en udlands-SMS.
Prisen er dog ikke det væsentligste argument fra Zyb, der også fokuserer på, at tjenesten både kan sende og modtage SMS'er og derfor gør den mobile kommunikation lettere, når man sidder på kontoret.
- Det er ikke teenagere, vi vil ud til, det er kontorarbejdere fra 20 til 40 år, der har brug for det her, mener Tommy Ahlers.
Ambitionen er at få 70.000 betalende kunder allerede i år, og det skal primært ske gennem en distributionsaftale med browseren Maxthon, der bygger på Internet Explorer-kernen og downloades en million gange om måneden.
- Zyb bliver bygget ind som standard, så folk får mulighed for at sende SMS'er fra browseren. Vi regner med, at ti procent af brugerne vil gå ind og prøve Zyb, siger Tommy Ahlers.
Satser på distribution
Browseren får samtidig en funktion indbygget, så folk kan vælge tekst på en hjemmeside, højreklikke og få det sendt til mobiltelefonen, for eksempel et telefonnummer eller en adresse.
Hovedparten af Tommy Ahlers' tid kommer således til at gå med at indgå lignende distributionsaftaler med andre selskaber.
I alt har Zyb 10 medarbejdere, hvoraf de fire sidder i København. Gennem et selskab i London er der også ansat folk i Canada, Kina og Rumænien, hvor medstifter Morten Lund i forvejen er til stede med sit sikkerhedsfirma Bullguard.
- Vi har valgt at placere noget udvikling i Kina, fordi vi fandt ud af, at der var gode C++-udviklere, som har lavet stort set hele vores front-end, siger Tommy Ahlers.
Fra juni går selskabet i luften med en ny backup-funktion, så brugerne kan styre deres kontakter og gemme dem, når de skifter mobiltelefon.
SMS-funktionen kan både bruges fra Zybs hjemmeside og via et program, man henter ned til sin pc.
Relevante link