Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Motorola har holdt i sig i den billigere ende af mobilmarkedet de senere år (med undtagelse af den foldbare Razr), men med edge+ er de tilbage i den øverste liga.
Her er tale om en fuldblods topmobil med afrundet Endless Edge-skærm på 6.7 ", i 21:9-format. Den understøtter HDR+ og har 90 Hz opdateringshastighed på 90Hz, så billedet fremstår helt flydende.
De buede skærmkanter lyser op, så du på afstand kan se batteritilstand, indkomne opkald, alarmer og notifikationer. Via den nye Moto Game tilstand kan man få to ekstra justerbare knapper på oversiden af skærmkanten, så det minder om at spille på en konsol med fire fingre.
Edge+ har, ifølge Motorola, de højest spillende og mest kraftfulde stereohøjttalere i en smartphone til dato. De er tunet af Waves for at give en dybere og mere fyldig lyd.
Lynhurtig på nettet
Mobilen bruger den nye Qualcomm Snapdragon 865 processor, suppleret af 12 GB Micron DDR5-hukommelse, så der er fuld smæk på ydelsen.
Der er desuden 5G med et særligt antenne-setup, som kan oprette forbindelse til både mmWave og sub-6GHz frekvenser. Det vil teoretisk kunne give hastigheder op til 4 Gbps.
Der er også Wi-Fi 6, så du kan få hurtig internet i hjemmet.
108 MP trippelkamera
Kamerasystemet i motorola edge+ består af en hovedsensor på 108MP, som med Quad Pixel-teknologi har en lysfølsomhed, der er fire gange højere end normalt. Det skal gøre kameraet særlig stærkt under svage lysforhold. Der er også 8MP telelinse med optisk zoom samt 16MP ultravidvinkellinse med Macro Vision.
Video kan optages i 6K. Billedstabiliseringen kompenserer for slør ved bevægelse, ændrer fokus, retter op på skæve horisonter og kan kombinere OIS og EIS for at give endnu bedre videokvalitet under lav belysning. Den nye snapshot-funktion lader dig tage stillbilleder på 20MP, imens du optager video.
Motorola edge+ har stort 5.000 mAh batteri, som skal være i stand til at holde mobilen kørende to dage på en opladning. Der er både kablet og trådløs TurboPower opladning.
Styresystemet er Android 10 med særlige Motorola-funktioner, blandt andet My UX, som skal give flere muligheder med musik, billeder m.m.
Billigere lillebror
Prisen på edge+ er 7.999 kroner. Er det en tand for pebret, kan man vælge motorola edge, som byder på den samme Endless Edge-skærm på 6.7 tommer og stereohøjttalere. Telefonen har også sub-6 GHz 5G, en Qualcomm Snapdragon 765 processor, 4.500mAh batteri og et alsidigt triple-kamerasystem med hovedsensor på 64MP, 16MP ultravidvinkellinse med Macro Vision og en 8MP telefotolinse. Den har en vejledende pris på 4.699 kroner.
Motorola edge og edge+ vil kunne købes i Danmark fra d. 15. maj.
Fra d. 4. maj til d. 14. maj. giver Motorola alle der forudbestiller Edge eller Edge+ et gratis eksemplar af de trådløse hovedtelefoner, Vervebuds 800, (værdi af 1 099 kroner).