Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Vi er vant til at smide tøjet i vaskemaskinen, så snart det bliver bare en lille smule snusket eller lugter det mindste. Og kan det ikke klare en tur i maskinen, ryger det til rens.
Men ofte er det i virkeligheden ikke så meget, der skal til, før det er klar til brug igen. Har du kun haft en skjorte på en enkelt aften, trænger den måske bare til en hurtig opfriskning. Den sag er LG Styler sat i verden for at klare, og det smarte skab byder på flere andre funktioner, der kan lette arbejdet med den hjemlige tøjpleje.
Frisk og velduftende
Skabet kombinerer bevægelige bøjler og damp for at pleje dit tøj. Som udgangspunkt skal du ikke gøre andet end, at du hænger tøjet ind, sørger for at der er vand i tanken, og vælger det program, du ønsker. Så kan du overlade resten af arbejdet til skabet. Ønsker du, at tøjet skal dufte lidt frisk, kan du også tilsætte et aromafilter.
Til genopfriskning af eksempelvis en skjorte eller en kjole er det faktisk en ganske fin løsning. Er tøjet ikke decideret beskidt, men måske bare lugter lidt af røg og er en smule krøllet, så kan Styler godt få det i en stand, hvor det kan klare en dag på jobbet eller en aften mere i byen.
Skjorten fremstår ikke knivskarp og nystrøget, men al lugt er forduftet, og den er glat nok til almindelig brug. Hvis sengetøj eller børnenes tøjdyr skal renses igennem for bakterier og allergener, lover LG faktisk også, at True-Steam-teknolgien, der anvendes, er i stand til at fjerne næsten 100 procent af den slags.
Har man et par bukser, der er lidt trætte i pressefolderne, klarer Styler ligeledes den sag. I skabsdøren er et ophæng, hvor bukserne kan spændes fast, mens de dampes godt og grundigt igennem. Et bedre resultat ville kunne opnås med håndkraft, men ikke så meget bedre, at vi ville bruge kræfterne på det.
Kommer man hjem med en drivvåd jakke, er skabet også nyttigt, da det er i stand til at tørre. Hæng jakken derind en times tid, så er den klar til brug igen.
Styr skabet fra mobilen
Som om det ikke er nok, kan skabet også bruges som affugter. Åbn døren, så affugtes det rum, skabet står i, og skaber måske et bedre indeklima. Betjeningen foregår nemt via touchknapper på skabets dør. Kobler du Styler på hjemmets trådløse netværk, er det muligt at styre det fra mobilen.
Det sker via ThingQ-appen, hvor du kan starte rensning på afstand, hente nye programmer og se hvordan renseprocessen skrider frem. ThingQ-systemet er bygget ind i en del af LG's nyere produkter, så herigennem er det relativt nemt at integrere Styler som en del af et smarthome-system.