Om det er Nvidia eller Apple, der er verdens største virksomhed baseret på værdi, afhænger lige nu af dagens kurser på børsen, hvor de to giganter dagligt kæmper om førstepladsen.
Men der er ingen tvivl om, at chip-producenten Nvidia spiller en helt afgørende rolle i den rivende globale teknologiske udvikling, som er drevet af kunstig intelligens.
Det er meget godt gået af en virksomhed, som blev oprettet i 1993 og i mange år primært havde fokus på at bygge grafikkort, der afviklede vores mere og mere krævende computerspil.
I dag bor der Nvidia-chips i mange af de maskiner, som driver kunstig intelligens – og for nylig kunne virksomhedens topchef Jensen Huang sammen med kong Frederik tænde for den nye dansk supercomputer Gefion, der naturligvis også får sin computerkraft fra Nvidia-chips.
Men hvordan er Nvidia nået så langt?
Det spørgsmål forsøger tech-forfatteren Tae Kim at forsøge i sin nye bog ”The Nvidia Way: Jensen Huang and the Making of a Tech Giant”.
Bogen er baseret på flere end 100 interviews med alt fra tidligere ansatte til nuværende ledere. Tae Kim har også interviewet Nvidias medstifter og nuværende administrerende direktør, Jensen Huang.
Den 61-årige milliardær med den ikoniske læderjakke er om nogen blevet et ansigt på udviklingen af kunstig intelligens.
Bogen giver blandt andet et indblik i Huangs foretrukne flade ledelsesstruktur og personlige besættelse af det såkaldte ”Innovator’s Dilemma,” som er et udtryk for, at succesfulde og etablerede virksomheder angiveligt ofte har svært at ved at håndtere nye teknologier og opdagelser.
Ja, faktisk frygter Jensen Huang angiveligt hver dag, at hans firma vil fejle.
Tae Kims bog følger også Nvidias spæde og hårde opstart, og forklarer, hvordan det tidlige sats på grafikkort og kunstig intelligens gav virksomheden en stor fordel i forhold til deres konkurrenter.
Bogen er måske et oplagt bud på en hård gave til juletræet for dem, der drømmer om at blive den næste succesfulde iværksætter – eller bare gerne vil vide, hvordan verdens største virksomhed nåede toppen.
The Nvidia Way udkommer 10. december, men kan forudbestilles hos din foretrukne bog-pusher.
Titel: The Nvidia Way: Jensen Huang and the Making of a Tech Giant.
Forfatter: Tae Kim.