Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

NAS’er [STORTEST]: Den bedste sikring af din dyrebare data

Hvorfor anvende en netværksharddisk, når man bare kan leje al den lagerplads, man behøver, i skyen? Blandt de mulige svar er individualisering, tilgangshastighed, tryghed og økonomi. Her tester vi tre professionelle NAS’er.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er vist ingen af os, som kan undvære de enorme, energiforslugne datacentre, vi lidt romantisk kalder ”skyen” eller ”cloud” på engelsk. Vi bruger dem til at streame underholdning, gemme indhold fra smartphones, synkronisere data mellem forskellige brugere og meget, meget mere.

Men de færreste af os bryder sig om at leve uden også at have en mere direkte tilgang til vores data, og derfor arbejder professionelle som regel også med en kombination af diske på computere samt lokale og eksterne servere.

En hurtig NAS i SMV-klassen kan ikke nøjes med at kommunikere via en almindelig 1 GbE-switch. Denne model kan udnytte den tidobbelte hastighed og fås med otte porte for omkring 3000 kr.

Når det gælder sikkerhed, er ingen backupplan perfekt, men 3-2-1-backupteknikken er en god start: Gem altid tre kopier af vigtige filer, gem filerne på mindst to typer lagermedier, og opbevar endnu en kopi på en anden adresse – som udmærket kan være skyen.

Til avanceret deling

Når man bruger en NAS som en lokal sky, kan en hel organisation dele data og samarbejde om selv de største projekter – uden at blive hæmmet af de begrænsede hastigheder på internettet. Det er fint og hurtigt nok til de fleste formål med en gigabit i sekundet, men skal der eksempelvis redigeres original 4K- eller 8K-video, er det rart med endnu hurtigere servere og forbindelser.

En NAS kører normalt 24/7, og det skal dens harddiske være konstrueret til. WD Red er Western Digitals økonomi­serie til dette formål. Med en kapacitet på 4 TB er pris/ydelsesforholdet attraktivt.

Enhver udbyder af cloud-tjenester vil naturligvis kunne argumentere overbevisende for sine systemers sikkerhed. Sandsynligheden for at vinde en milliard i lotto er sikkert også større end risikoen for at miste en bit i et datacenter. Men hvad nu, hvis der indtræffer en naturkatastrofe, eller en heldig hacker knækker koderne, eller en menneskelig fejl slipper data på nogle hundrede millioner brugere ud i det fri? Eller …?

NAS-enheder med tilhørende diske er ikke gratis, men det er cloud-tjenester heller ikke. Her får man gennemgående, hvad man betaler for, og vi vurderer, at lejepriserne i skyen svarer meget godt til at købe den ønskede lagerkapacitet.

Om denne test

Til denne test har AOD håndplukket tre ganske forskellige NAS’er: En meget kompakt Qnap-model med to drevbåse og – helt unikt – indbygget router, en driftssikker arbejdshest fra Synology og endnu en Qnap, men denne gang en overdådigt udstyret luksusmodel ”med det hele”.

Vores testlabmiljø er under konstant udbygning og opgradering, og aktuelt kan det køre med datahastigheder op til 10 Gbps hele vejen gennem systemet. Vores to desktopcomputere er begge udstyret med 10 GbE-netværkskort, som kan udveksle datastrømme på 10 gigabit i sekundet via RJ45 LAN-kabler i CAT6- eller CAT6a-kvalitet.

Pc’er har normalt ikke 10GbE-porte på bundkortet. Den udfordring kan løses med sådan et lille netværkskort til noget under 1000 kroner.

Både de og NAS’erne er opkoblet via henholdsvis 10 G-switche fra QNAP og Netgear, QSW-M804-4C og XS508M. NAS’ernes ydelse med mekaniske harddiske, som stadig er de mest anvendte til servere, har vi testet ved hjælp af appen CrystalDiskMark 7.0.0. Dette gratis program arbejder med MB/sek. (megabyte i sekundet), og med sekventielle læsehastigheder på næsten 1200 MB/sek. i den stærkeste NAS kommer vi meget tæt på kapacitetsloftet i en 10 GbE-port. Der går jo 8 bit på én byte!

Læs testene her:

https://www.altomdata.dk/qnap-qmiroplus-201w-test-nas-og-router-i-samme-kabinet/

https://www.altomdata.dk/synology-ds420-test-nas-til-de-tunge-laes/

https://www.altomdata.dk/qnap-tvs-672x-test-plads-til-store-datamaengder/