Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
En overgang så det ud, som om buede skærme ville opsluge hele gamingmarkedet. Men i den seneste tid er de buede LCD-skærmes popularitet blev svækket en anelse. Buede HD-tv viste sig stort set at være en døgnflue. Men med MPG ARTYMIS 343CQR har MSI tydeligvis besluttet, at hvis man vil fortsætte tiltroen til buede pc-skærme, skal man tage springet fuldt ud.
Stram kurve
Denne enhed har en stram 1000R-kurve. Det vil sige, at hvis man kunne folde panelets bue ud til en komplet cirkel, ville denne cirkels radius være på en meter. Dette er i sandhed en buet skærm. Hertil kommer 34” ultrabredt format, opløsning på 3440 x 1440, 165 Hz refreshrate, 1 ms (MPRT) respons og DisplayHDR 400.
Neden under alt dette finder vi 343CQR’s anden adkomst til hævede øjenbryn – bortset fra den ekstreme kurve – nemlig VA-skærmteknologi. Hvad angår det visuelle indtryk og gaming-oplevelsen, kommer ingen af de andre skærme i nærheden af MPG.