Underskuddet i Danske Telecom vokser fortsat. Men trods de negative tal i regnskaberne, så går det faktisk godt, melder administrerende direktør Peter Jerry Sørensen.
- Vi er enormt stolte og glade over det resultat, vi har lavet for 2004. Vi har gode udsigter til at blive profitable i 2005, kun tre år efter, at vi blev lanceret. Det er rigtig godt i telemarkedet, siger Peter Jerry Sørensen.
Danske Telecom er gået fra et resultat før skat på minus 7,6 millioner kroner i 2001 til et minus på 23 millioner kroner i 2004.
Markedet er der
Direktørens selvtillid bunder i en vurdering af gode udsigter for kerneforretningen, netværk til kommuner, amter, statslige institutioner og erhvervsvirksomheder, samt Danske Telecoms satsning på trådløst bredbånd, Wimax, der for alvor skal rulles ud i løbet af 2005.
Danske Telecom har i 2004 vundet en række større kunder og i 90 procent af tilfældene i direkte konkurrence med langt større TDC.
Danske Telecom A/S | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2004 | 2003 |
Bruttoresultat | -1,8 | -4,4 |
Resultat af primær drift (EBIT) | -22,3 | -20,5 |
Resultat før skat | -23,1 | -20,4 |
Resultat | -5,1 | -20,4 |
Egenkapital | 59,8 | 64,9 |
Antal ansatte | 20 | 16 |
Det viser ifølge Peter Jerry Sørensen, at der er et marked for den lille virksomhed. Og Danske Telecom står godt til at vinde en række store projekter, der arbejdes på i øjeblikket, vurderer direktøren.
Hotspot XL i storbyer
Store forventninger er der også til udrulningen af det trådløse bredbåndsnet, som Danske Telecom har testet på Østerbro og står for at blive rullet ud i 2005.
- Det er et mindre marked, til gengæld er det mere lukrativt. Primært fordi vi ikke skal købe nogle tjenester hos TDC. Det gør alle de andre, siger Peter Jerry Sørensen.
Danske Telecom satser på at indhylle de større byer - København, Århus og Odense - i nettet, så kunderne på nettet kommer til at opleve byerne som ét stort hotspot.
Konkurrencedygtigt alternativ
I første omgang er det stadig erhvervskunderne, der vil være i fokus. Men fra 2006 vil det trådløse bredbånd også nå ud til de private brugere, forventer direktøren.
- Her tror vi for alvor på, at der kommer en reel konkurrence til den rå kobber. Nu kan du få en bredbåndsforbindelse derhjemme, som er trådløs til 300 kroner om måneden, og du kan fuldstændig sløjfe den rå kobber, siger Peter Jerry Sørensen.
En to til tre megabit forbindelse vil koste op til 700 kroner om måneden med mulighed for IP-telefoni, og kunden vil dermed være uafhængig af et telefonabonnement med kobberforbindelse til nettet.
Modemet til Wimax er ifølge Peter Jerry Sørensen på størrelse med en Mayland-kalender i A5-format.
Øjner sorte tal
Peter Jerry Sørensen vil ikke udelukke, at Danske Telecom allerede ved udgangen af 2005 står med sorte tal på bundlinjen.
- Det er ikke budgetteret, men der er en god mulighed for det. Det afhænger af, om vi får nogle af de store projekter hjem, som vi sidder og arbejder med i øjeblikket, siger Peter Jerry Sørensen.
Ifølge direktøren er finansieringen på plads med bank og ikke mindst leverandører, så selskabets udrulning kan køre helt efter planerne.
Danske Telecom har for 2004 bogført en skatterabat på underskud på 18 millioner kroner, så regnskabet efter skat ender med et minus på 5,1 millioner kroner.
Omsætningen oplyser selskabet ikke, men selskabets ordinære resultat før afskrivninger, renter og skat (EBITDA) er omtrent som året før, et minus på lidt over 13 millioner kroner.