Af Carsten Sørensen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Hvis du har en nyere iPhone/iPod/iPad med lightningstik og elsker musik, er der godt nyt. Disse Fidelio on-ear er et af de første headsets, der er tilpasset iPhone, så de i stedet for at bruge jackstikket sættes i lightningstikket. Det giver den fordel, at Philips sørger for, at den digitale analoge konvertering (DAC) sker i hørebøfferne fremfor telefonen, da der i hovedtelefonen er indbygget 24-bit DAC og forstærker.
Det skulle reducere støj, crosstalk m.m., og når man lytter til Fidelio M2L, er konklusionen da også, at lyden er helt klar og flot. Der var en dejlig overskudsagtig lyd med fin top og en god bas. Bassen er boostet lidt, men uden at være så voldsom, som man oplever ved mange andre hovedtelefoner – men som alligevel er noget nogle måske vil savne. Selve hovedtelefonen er desuden lækkert designet og udstråler kvalitet.
Ørekopperne er af on-ear-typen og sidder godt på ørerne uden at lukke for meget musik ud, der kan genere din sidemand. Der er volumenkontrol på ørekoppen, men desværre er der ingen mikrofon på ledningen, så du kan ikke bruge den til mobilsamtaler. Prisen er nok en af de største hurdler ved at købe dette headset, men ikke mere end andre sæt i samme klasse.
Philips Fidelio findes også i en M2-version med jackstik i stedet for lightning-stikket.