Så slog klokken endelig fredag, og ugens sidste nyhedsoverblik inden weekenden indtræffer er nu er realitet.
Der er danske opkøb, nye microchip-udsigter, en enkelt kabelafbrydelse og lidt crypto-panik på menuen i dag. Og til sidst er der et forsøg på at følge med (må(u)ske) verdens hurtigste tech-nørd.
For femte og sidste gang for nu er det Ditte Vinterberg Weng, der har sammensat denne dags morgen-briefing.
Rigtigt god fornøjelse!
Globeteam køber manage service-delen af Asseco
Det danske konsulenthus Globeteam har købt managed service-delen af af Asseco Danmarks forretning.
CEO i Globeteam Claus Moldow forklarer, at opkøbet er et perfekt supplement til Globeteams eksisterende forretning.
"Med opkøbet vil Globeteam styrke sin position i det danske marked. Samtidig får vi erfarne kræfter ombord med Holger Brøns Jensen i spidsen, som igennem sin lange karriere har været med til at etablere og lede store driftscentre for både offentlige og private kunder," siger Claus Moldow.
Holger Brøns Jensen, som i dag er CEO i Asseco Danmark, fortsætter som chef i et nyoprettet managed service forretningsenhed i Globeteam og bliver en del af ledelsen i Globeteam.
"Sammen står vi stærkere, og vi kan nu tilbyde kunderne hos Globeteam endnu flere services, som samtidig underbygger den eksisterende forretning i Globeteam, så vores leverance-muligheder bliver væsentlig forstærket overfor vores kunder. Samtidig glæder jeg mig over det ledelsesfællesskab, som jeg nu bliver en del af, og det bliver et godt rygstød til den fortsatte succes," siger Holger Brøns Jensen.
Asseco har siden 2020 leveret forvaltning og drift af it-løsninger. Kunderne er både offentlige og private virksomheder i Danmark og Europa.
Det skriver Globalteam i en pressemeddelelse til Computerworld.
Stor chip-producent vil tilbyde nye avanceret chipmodel fra ny fabrik i USA
Taiwan Semiconductor Manufacturing (TSMC) vil tilbyde avancerede 4-nanometer-chips, når dets nye fabrik i Arizona i USA står færdig i 2024.
Fabrikken kommer til at koste TSMC omkring 12 milliarder dollar - cirka 84 millarder danske kroner - og den nye avancerede chip-produktion er blandt andet ansporet af amerikanske kunder, herunder Apple, der står på spring for at få de forbedrede chips.
TSMC forventes at annoncere den nye plan, når USA's præsident Joe Biden og handelsminister Gina Raimondo besøger byen Phoenix i Arizona til en ceremoni næste tirsdag.
TSMC er en af de største microchip-producenter i verden. Selskabet har hovedkvarter i Hsinchu og blev etableret i 1987.
Kabelafbrydelse har skabt dårlig forbindelse i Asien
Internetbrugere i hele Asien ser ud til at lide af forringet ydeevne, efter et større undersøisk kabel er blevet afbrudt.
Pakistans telemyndighed har gjort opmærksom på kabelafbrydelsen.
Internet-vagthunden Netblocks har desuden rapporteret om problemer i Pakistan, andre asiatiske nationer og dele af Afrika.
SEA-ME-WE-5, som kablet så mundret hedder, løber fra Frankrig til Singapore med landinger i Tyrkiet, Saudi-Arabien, Yemen, Djibouti, Oman, De Forenede Arabiske Emirater, Pakistan, Sri Lanka, Bangladesh, Myanmar, Malaysia og Indonesien undervejs.
Kablet er 20.000 kilometer langt og kan bære 12,2 Tb per fiberpar.
Amerikansk tlsynsmyndighed beder kongressen om flere crypto-reguleringer
En førende amerikansk finanstilsynsmyndighed opfordrede torsdag lovgivere til at handle hurtigt for at installere en konkret lovgivningsramme for digitale aktiver.
Det sker efter det spektakulære sammenbrud af kryptovalutabørsen FTX.
Medlemmer af Senatets landbrugskomité stiller spørgsmålsten ved, om kollapset kunne være undgået med bedre tilsyn af Commodity Futures Trading Commission (CFTC).
Rostin Behnam, formand for CFTC, har svaret at CFTC er hæmmet af sin manglende evne til at registrere pengemarkedsudvekslinger, sagde Behnam.
"Det er det, der bekymrer mig. Dette er den kløft, der eksisterer," sagde han til lovgiverne.
"Hvis vi ikke gør noget, vil kunderne fortsætte med at tabe penge, og vi vil være tilbage her om et par måneder."
Tilsynsmyndigheden fortalte også lovgivere, at Behnam havde mødtes med den tidligere administrerende direktør i FTX, Sam Bankman-Fried 10 gange og udvekslet opfølgende opkald og beskeder for at diskutere virksomhedens ansøgning om direkte at cleare sine kunders handler.
FTX indgav en konkursbegæring, og Bankman-Fried trådte tilbage som administrerende direktør den 11. november. Det var få dage efter handlende på platformen trak seks milliarder dollars fra platformen, og den rivaliserende børs Binance opgav en redningsaftale.
Meget mere Musk
Til sidst får du her en kavalkade af hurtige Elon Musk-nyheder, som jeg har valgt at kalde "Meget mere Musk".
Et døgn er jo omtrent et halvt Elon Musk-år. Derfor kan det være svært at holde øjnene på hans seneste påfund i tech-verdenen.
Det er første - og formentligt sidste gang - du får muligheden for at læse alt om Elons senste udskejelser i en effektiv bullet point-liste.
Så nyd det nu:
- For få dage siden beskyldte Musk Apple for at ville fjerne Twitter-platform fra sin App Store. Det tager han nu tilbage og skriver i et tweet, at der var tale om en misforståelse. Reuters.
- I Apple-fjerneTwitter-fra-sin-app-store-tweetene beskyldte han også i samme ombæring Apple for at trække sin annoncekroner på platformen. Den del er dog rigtigt. Det har flere store selskaber faktisk gjort. Apple har stoppet al annoncering. Og det betyder at Twitter har mistet fire procent af sine indtægter (cirka 1,4 milliarder kroner om året). Finans.
- Om et halvt år er Tesla-, SpaceX-, og Twitter-ejeren klar til at implementere chips i hjernen på mennesker. Han er nemlig og medstifter af hjernechipselskabet Neuralink, som har eksisteret siden 2016. Chipen skal kunne hjælpe handicappede personer til at bevæge sig og kommunikere. Børsen.
- Der er god stemning mellem Musk og de andre Silicon Valley-ledere. På en konference siger Facebook-stifter Mark Zuckerberg: "Du kan være enig eller uenig i, hvad Elon laver, eller hvordan han gør det, men jeg tror, det bliver meget interessant at se, hvordan dette udspiller sig." Netflix-medstifter Reed Hastings har kaldt Musk for "den modigste, mest kreative person på planeten." Reuters.
Og så er der blot tilbage at sige: God fredag og god weekend, når du når så langt.