Hele 130.000 små og mellemstore britiske selskaber trækker Google i retten i Storbritannien.
Det sker med beskyldninger om, at Google misbruger sin dominerende status og størrelse på markedet for digital annoncering til at undertrykke den frie konkurrence.
I massesøgsmålet beskylder de mange små virksomheder ifølge Bloomberg Google og moderselskabet Alphabet for at fokusere på at skovle penge ind på ‘bekostning af titusindvis af ejere af websites og mobilapps.’
Søgsmålet minder meget om det, som Google for et par år siden tabte i Frankrig.
Her blev Google idømt en bøde på 150 millioner euro for at misbruge sin dominerende position på markedet for online-annoncering.
De britiske selskaber mener, at de er gået glip af flere milliarder pund i omsætning på grund af Googles metoder.