Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing den 17. november.
Morgenens nyhedsoverblik serveres af teknologiredaktør Niels de Boissezon.
MobilePay overhaler LEGO som Danmarks største brand
Danmarks stærkeste varemærke ifølge analysehuset YouGovs årlige måling hører nu til en app til mobilen.
Hæderen går betalingsapp’en MobilePay, som i årets opgørelse stryger forbi blandt andre LEGO og Rema 1000.
”Hver dag arbejder vi med at levere betalingsløsninger, der gør hverdagen sjovere, nemmere og tryggere for danskerne. Derfor er det en kæmpe opmuntring, at vi endelig får prisen som Danmarks stærkeste brand,” siger Anette Bøje, chef for kommunikation, marketing og branding hos MobilePay i en meddelelse.
MobilePay kommer i først i et felt af 450 danske virksomheder, målt på seks image-parametre: Kvalitet, generelt indtryk, værdi for pengene, anbefaling, omdømme og kundetilfredshed.
Flere hundrede danskere svindles på nettet – hver dag
De danske internetbrugere jages som aldrig før på nettet, over de sidste tre år har flere 450.000 danskere været udsat for online kriminalitet.
Hver dag oplever 211 danskere, at deres kreditkortoplysninger misbruges online.
Det fremgår af en opgørelse fra forsikringsselskabet Alm. Brand Group, som ved samme lancering en ny mere omfattende cybersikkerhedsforsikring.
”Det kan virke uoverskueligt, hvad man skal gøre, hvis man pludselig ser ens profilbillede blive brugt på en falsk facebookprofil, eller der florerer kompromitterende billedmateriale af en selv eller ens børn på de sociale medier. Her har vi en hotline, der tager over og hjælper med det praktiske med at få det fjernet, ligesom det også er muligt at få gode forebyggelsesråd, hvis du er i tvivl om noget,” fortæller Hjalte Laursen, privatdirektør i Alm. Brand Group.
Cyberforsikringen er samtidig det første fælles tilbud til kunder i både Alm. Brand og Codan, siden de to selskaber fusionerede i foråret.
Microsofts Satya Nadella tror fuldt på massiv vækst i Asien
Microsoft-topchef Satya Nadella tror fuldt og holdent på, at meget af selskabets vækst i fremtiden ligger i den asiatiske region, særligt Indien og Kina.
”Vi er fuldt ud investeret i disse lande og også i Kina,” noterer topchefen overfor finansmediet mediet, og tilføjer: ”Microsofts tilstedeværelse i Indien var tidligere for at servicere multinationale virksomheder i Indien. Men nu har det ændret sig totalt.”
Her udpeges Indien som et vækstområde med et kæmpepotentiale, hvor der bemærkes en massiv efterspørgsel efter cloud-baserede applikationer.
Den asiatiske vækst vil resultere i flere Microsoft datacentre. I alt vil Microsoft tilføje mindst 11 regioner i området skriver finansmediet CNBC.
Stibo Software Group får ny bestyrelsesformand
Torben Brandt Munch er ny bestyrelsesformand for software-virksomheden Stibo Software Group.
Med sig bringer han bestyrelseserfaring fra flere B2B-virksomheder i teknologibranchen, samt erfaring som CEO for Itiviti og COO for SimCorp.
“Jeg føler mig meget privilegeret over at træde ind i denne rolle på et så spændende tidspunkt," udtaler Torben Brandt Munch. “Kundernes behov hos Stibo Systems og Stibo DX udvikler sig hurtigt, og begge virksomheder formår at imødekomme de behov gennem nye innovative løsninger. Jeg ser frem til vores samarbejde om kommende udfordringer og muligheder."