Artikel top billede

(Foto: Unsplash/Christian Wiediger)

DI: Her er Amazons planer for dansk ekspansion

Der kommer ikke nogen dedikeret dansk version af Amazon til Danmark. For Amazon har andre planer med det danske marked - blandt andet rekruttering af et dedikeret dansk team.

Der kommer ikke nogen dedikeret dansk version af Amazon til Danmark i form af et Amazon.dk.

Sådan lyder det fra Amazons europæiske direktør, Nadim Bousamra, til Dansk Industri, som har mødt direktøren i München.

Ifølge ham vil det danske marked istedet blive betjent via Amazons tyske platform på Amazon.de - og det kommer til at foregå på eksempelvis engelsk eller tysk.

Ifølge Dansk Industri har Amazon nemlig konkluderet, at danskerne ikke har nogen problemer med at blive betjent på engelsk.

Nadim Bousamra fortæller til erhvervs-organisationen, at Amazon sigter efter for alvor at rulle ud på det danske marked efter den samme model, som selskabet anvender i Østrig.

Skal være på vagt

Og det betyder, at danske virksomheder skal være på vagt på den lange bane, lyder det fra DI.

Amazon vil nemlig åbne for tusindvis af sælgere fra hele verden, som ikke hidtil har haft adgang til det danske marked.

Det store vendepunkt vil komme, når Amazon for alvor ruller sit Prime-medlemskab ud til de danske kunder. Med det vil følge en række indbyggede fordele i forhold til levering og rabatter.

I dag indeholder Prime i Danmark alene streaming-tjeneste.

“Danskerne får altså med andre ord adgang til et helt andet udvalg af produkter, der alt andet lige vil presse priserne og konkurrencen på det danske marked,” lyder det fra DI.

Nadim Bousamra fortæller ifølge DI, at Amazon i løbet af 2023 vil ansætte en række medarbejdere med særligt fokus på det danske marked.

Der bliver tale om sælgere og projektmedarbejdere, som ifølge DI vil få fokus på at “løfte kunde- og sælgeroplevelsen hos Amazon for det danske marked.’

Amazon åbnede i 2020 en dedikeret svensk platform, som dog endnu ikke har haft noget særligt gennembrud i stil med den tyske platform, som i dag er dominerende i Tyskland.

Amazon har i dag otte dedikerede markedspladser i Europa, nemlig i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Spanien, Holland, Sverige og Polen.

Ifølge Nadim Bousamra blev der solgt godt 1,8 milliarder produkter for mere end 12.5 milliarder euro på de europæiske platforme i 2020.

Du kan læse hele referatet fra Dansk Industris møde med Nadim Bousamra hos Dansk Industri her.