Betalings-appen Weshare, hvor brugere nemt kan gøre regnskabet op for fællesmiddagen eller byturen, lukker fra 1. februar 2023.
Det fremgår af en meddelelse fra MobilePay, som står bag WeShare.
Det sker som følge af for store udgifter til at drive appen.
”WeShare er bygget på en anden platform end MobilePay, og det er for dyrt for os at holde WeShare ved lige på den nuværende platform. Samtidig vil det også være en for stor investering for os at flytte WeShare over på samme platform som MobilePay,” fremgår det af meddelelsen.
Brugere kan forsat benytte appen som normalt og se data i WeShare indtil 1. februar.
Hvis man har uafsluttede regnskaber i WeWeShare hare, kan data overføres til MobilePay fra 1. februar til 1. maj 2023.
MobilePay oplyser, at kunderne vil modtage yderligere information, om hvordan dataoverførslen foregår, når lukningen WeShare endeligt kommer tættere på.
”Men hvis du sørger for at afslutte alle regnskaber, inden appen lukker, slipper du for at bruge tid på at eksportere dataene via MobilePay,” skriver selskabet i meddelesen.
MobilePay har ikke en funktion, der er magen til WeShare, men anbefaler at bruge ’anmod’-funktionen.
”Men hvis I er flere, der skal dele en udgift, kan MobilePay også hjælpe med at beregne, hvad du og dine venner skal betale. Du finder muligheden under ”Anmod” i MobilePay-appen,” fremgpr det.
WeShare har ifølge DR 1,2 millioner brugere.
MobilePay blev udviklet af Danske Bank, men indgik sidste sommer i en nordisk fusion mellem Danske Bank, OP Financial Group fra Finland og konsortiet af banker bag Vipps fra Norge om at fusionere de tre mobilbetalingsselskaber MobilePay, Vipps og Pivo.
Derfor er MobilePay i dag ejet af norske Vipps.