Velkommen til ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld. Vi håber, at du har haft en god, inspirerende og produktiv uge fyldt med sjov, handlekraft og gode ideer.
Dagens morgen-briering er sammensat af ugens morgenvagt Dan Jensen. I næste uge kan du glæde dig til at modtage nye spændende morgen-briefinger herfra.
Atea kåret som Ciscos bedste bæredygtighedspartner i Europa
Atea er blevet kåret som årets bedste Cisco Sustainability Partner i EMEA-regionen, altså Europa og Mellemøsten og Afrika.
Cisco har i mange år været Cisco Guldpartner og er højt specialiseret i Ciscos produkter og løsninger.
Atea-direktør Kathrine Forsberg meddeler, at hun ‘simpelthen er så stolt’ over tildelingen af den grønne pris fra Cisco.
“Grønne initiativer står højt på Ateas agenda i hele Norden, og prisen her er et bevis på, at vi på tværs af landene i Atea og i samarbejde med Cisco virkelig har formået at løfte den grønne agenda sammen,” lyder det fra hende.
Jeppe Møller Hansen årets ejerleder i Østjylland
Jeppe Møller Hansen fra e-handelshuset Vertica er torsdag aften blevet kåret til Årets Ejerleder 2022 i Østjylland for sit arbejde med at drive og udvikle Vertica.
Selskabet står bag udvikling af og rådgivning om e-handelsløsninger og har en flad struktur uden mellemledere.
Selskabet har blandt andet ‘selvledende grupper’ og anvender såkaldte ‘career coaches’ til at udvikle medarbejdere. Desuden har Vertica overskudsdeling og økonomisk gennemsigtighed.
Bag prisen står PwC, Nykredit, Finans og Dansk Erhverv. De peger på, at Jeppe Møller Hansen er ‘i øjenhøjde med sine medarbejdere, og som gennem tillid, åbenhed og gode relationer har skabt flotte finansielle resultater og en sund og stærk virksomhed.”
Jeppe Møller Hansen går nu videre dysten om at blive Årets Ejerleder i Danmark, som kåres 17. november.
36 lande vil bygge ransomware-modstand sammen: Danmark ikke med
36 lande forenet i CRI - International Counter Ransomware Initiative - vil sammen opbygge et fælles modstandsværk mod ransomware og samarbejde om at forhindre og forfølge bagmændene i at udføre deres gerninger.
Sådan lyder det i et fælles statement, som CRI har udsendt efter, at de 36 lande samt EU tidligere på ugen mødtes i USA’s hovedstad, Washington DC.
CRI består af lande fra alle afdelinger af verden - herunder Australien, Brasilien, Indien, Japan, Kenya, Mexico, Nigeria, Singapore, Sydafrika og en lang række europæiske lande - herunder Norge og Sverige.
Danmark er ikke med i samarbejdet.
Du kan finde CRI’s statement om samarbejdet ved at klikke her.
DI: Nu skal digitalisering på dagsordenen
Efter folketingsvalget er overstået, forlanger DI, at digitalisering kommer på dagsordenen hos de danske politikere.
Som altid har digitalisering ikke været et tema under valgkampen - måske fordi politikerne - som altid - har vurderet, at det ikke er noget, der kan flytte stemmer.
DI-direktør Rikke Hougaard Zeeberg peger på, at der ikke engang findes et it-udvalg på Christiansborg, ligesom flere partier ikke har en it-ordfører.
“Det ærgrer mig, for området fortjener mere opmærksomhed,” skriver hun i dette opråb.
Også IT-Branchen har efter valget været ude med sine ønsker til den nye regering.
Dem kan du læse mere om her.
Betalingskæmpen Stripe fyrer 14 procent af sine ansatte
Den amerikanske betalingskæmpe Stripe afskediger 14 procent af sine medarbejdere.
Formål: At reducere driftsomkostningerne, der har vokset selskabet over hovedet efter, at ledelsen har fejlvurderet, hvor meget internet-økonomien egentligt ville vokse.
Stripe med hovedkvarter i San Francisco blev i fjor kåret til den mest værdifulde amerikanske startup med en markedsværdi på 95 milliarder dollar.
Selskabet håndterer betalinger for blandt andet Amazon, Salesforce og Google og konkurrerer med andre lignende selskaber som Block Square og PayPal.
Du kan læse memo om fyringerne fra CEO Patrick Collison her.