Torsdag eftermiddag blev Region Midtjylland ramt af et omfattende it-nedbrud, der førte til driftsforstyrrelser, hvor det i perioder var helt umuligt at bruger it-systemer på regionens hospitaler og i lægevagten.
Regionen oplyser, at de første problemer på netværket indtraf klokken 13.35 torsdag, men at de blev intensiveret i løbet af eftermiddagen og kulminerede klokken 19.30, hvor der ikke længere var muligt at få adgang til it-systemerne.
Nedbruddet havde ifølge regionen også konsekvenser for brug af telefoni på hospitalerne.
Fik konksevenser for operationer
Ifølge TV2 Østjylland betød nedbruddet, at det kun var muligt at gennemføre et absolut minimum antal operationer på hospitalerne i regionen.
Det blev ligeledes umuligt at overvåge patienters hjerterytmer og ekstra personale måtte flere steder indkaldes.
"Det er et kritisk nedbrud på infrastrukturen fra klokken 19 og cirka frem til 21, hvor man finder en fejl/proces, der kan udbedre det. Det kommer langsomt i gang igen nu, så det ser ud til at køre igen," siger Jørgen Schøler Kristensen, konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland til TV2 Østjylland.
Overfor TV-stationen betegner han det desuden som “et stort nedbrud”.
Problemer i datacenter
Problemerne skyldes en defekt i et datacenter ved Gødstrup, og det blev lokaliseret klokken 21 torsdag, hvor efter der er blevet arbejdet fejlretning og stabilisering af driften.
"Jeg vil gerne beklage den ventetid og de gener som patienter og personale kan have oplevet i dag," siger Jørgen Schøler Kristensen ifølge en pressemeddelse.
I pressemeddelelsen oplyser Jørgen Schøler Kristensen desuden, at Region Midtjylland vil gennemgå årsagerne til nedbruddet og arbejde på at sikre, at det ikke kan ske igen.