Regeringen er klar med et nyt digitaliseringsråd.
Rådet, der blev præsenteret i dag tirsdag, har til opgave at følge implementeringen af regeringens digitaliseringsstrategi og samtidig rådgive regeringen om den videre digitalisering af Danmark, skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det nye råd, som udgøres af 10 velkendte skikkelser fra erhvervslivet, den offentlige sektor, forskningsverdenen og arbejdsmarkedets parter, skal ledes af Nana Bule, der er administrerende direktør for Microsoft Danmark. Hun er nemlig blevet udråbt som forperson.
Hun er blandt andet flankeret af André Rogaczewski, CEO for Netcompany, og Tommy Ahlers, iværksætter og tidligere minister.
Herunder ser du listen over rådsmedlemmerne.
- Nana Bule, adm. direktør, Microsoft Danmark og Island (forperson)
- André Rogaczewski, adm. direktør, Netcompany
- Tommy Ahlers, iværksætter og tidligere MF’er og uddannelses- og forskningsminister
- Mikkel Flyverbom, professor mso, CBS
- Pernille Blach Hansen, Regionsdirektør, Region Midtjylland
- Pernille Halberg Salamon, Kommunaldirektør, Hørsholm Kommune
- Anja C. Jensen, Forbundsformand, HK
- Rikke Hougaard Zeberg, Branchedirektør, DI Digital
- Brian Mikkelsen, Adm. Direktør, Dansk Erhverv
- Andreas Cleve, CEO, Corti
Rådet skal overvåge strategien, der løbet fra 2022 til 2026.
"Digitaliseringsrådet får til formål løbende at bistå regeringen med implementeringen af initiativerne i digitaliseringsstrategien, afdække nye indsatsområder og komme med anbefalinger til den videre digitalisering af Danmark," lyder det af pressemeddelelsen.
Her er rådets opgaver
- Følge implementeringen af initiativerne i regeringens digitaliseringsstrategi.
- Rådgive regeringen om perspektiver og tendenser for den brede digitaliseringsdagsorden.
- Fra midtvejs i strategiperioden at bidrage med anbefalinger til den videre digitale udvikling af Danmark.
- Evaluere digitaliseringsstrategien og give input til forberedelsen af en ny strategi for digitalisering efter den nuværende strategis udløb.