Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Lad mig sige det med det samme: Det er altså nogle virkeligt gode og relevante anbefalinger som en gruppe af usual suspects (arbejdsgivere, fagbevægelse, offentlige og private topledere, it-branchefolk, iværksættere) med Jim Hagemann Snabe i spidsen har begået.
Tjek dem selv på Finansministeriets hjemmeside: Visioner og anbefalinger til Danmark som et digitalt foregangsland.
De 28 pinger er på bare seks måneder kommet op med konkrete forslag, som samtidig visionært peger på, hvad der skal til for at Danmark for alvor rykker på digitalisering.
Når jeg alligevel er lidt småpessimistisk, så er det fordi jeg synes vi går lidt i ring.
Det er jo ikke første gang, at kloge folk kommer op med et ambitiøst digitaliseringspapir på nationens vegne. Hvor bliver implementeringen og eksekveringen af?
Danmark har billedligt talt 46 gule post-it-sedler på whiteboardet efter denne brainstorming.
Netop fordi de er strategiske og langsigtede, går forslagene på tværs af den offentlige sektors organisatoriske grænser og de kræver samarbejde mellem privat og offentlig sektor.
Og det er her bekymringerne sætter ind.
Er der stemmer i digitalisering?
Politisk virker det forholdsvis ukompliceret.
Når både fagbevægelse og arbejdsgivere bakker op, så virker det ikke som noget, der skiller de partipolitiske vande.
Næsten tværtimod, for et gennemdigitaliseret Danmark kan bedre klare klimaomstillingen, vedligeholdelsen af velfærdssamfundet og skabe vækst.
Prioriteringen kan vi skændes om, men hovedsigtet er vi enige om.
Problemet er, at der måske ikke er stemmer i langsigtet transformation. At lægge data-fundamentet for Danmark giver næppe pote i meningsmålingerne i morgen, hvis alternativet er at love danskerne 23.000 nye sygeplejersker næste år.
Lad os gå nogle skridt videre
Digitaliseringspartnerskabet peger selv på et fast, bredt sammensat, tværgående digitaliseringsråd, der i en rådgivende rolle skal holde myndigheder, politikere og organisationer fast på denne dagsorden.
Jeg får lyst til at tage den et par skridt videre.
Ligesom Statsministeriet er pressens ministerium, så er digitalisering mindst lige så tværgående, og derfor bør statsministeren bære den her fakkel.
Blandt de 46 anbefalinger er der for eksempel elementer af udenrigspolitik (Danmark bør præge EU’s arbejde med digitalisering, regulere sociale medier og stikke snablen i EU’s genopretningspuljer), sundhedspolitik, socialpolitik, klimapolitik, uddannelsespolitik, energipolitik og selvfølgelig erhvervspolitik.
Lad os låne af krisestyringen
I min utålmodighed kommer jeg også til at tænke på NOST (Den nationale operative stab).
Vi så den under pandemien. Denne kriseledelse træder sammen for at styre og koordinere den operative indsats på tværs af myndigheder, organisationer og det private.
NOST-medlemmerne mødes fysisk flere gange i døgnet både før, under og efter en hændelse og forbereder og koordinerer den operative indsats på nationalt niveau, ind til den akutte krise damper af og normale tilstande vender tilbage.
Kunne vi gøre noget tilsvarende på det digitale område? Ruste op for at sikre fremdrift på en så tværgående dagsorden, som digitalisering er?
Vi må besinde os på, at opgaven både handler om lovgivning, ressortområder, sektordefinerede nøgleproblemstillinger, samfundsmæssigt og forretningsmæssigt potentiale og så selve teknologien.
Det kræver, at vi sætter virkeligt langt lys på, og giver masser af gennemslagskraft til dem der skal drive det.
Digitalisér nedefra
Og så skal det selvfølgelig ikke kun komme oppefra.
Selv om Digitaliseringspartnerskabet ikke nævner det i sin fyldige rapport, så kommer digitaliseringen i mindst lige så høj grad fra alle de små beslutninger ude i virksomhederne.
Enhver ledelse bør tage digitalisering på sig.
Jeg kan bare ikke anbefale, at du venter, til de 46 forslag bliver kanoniseret dansk politik. For måske sker det slet ikke. Jeg håber vitterligt at jeg tager fejl.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.