Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Vi opererer i en stadig mere global og digital verden, hvilket betyder øget konkurrence og højere krav fra kunder og medarbejdere.
Samfundets datamodenhed med øget gennemsigtighed til følge betyder, at vinderne er de virksomheder, der skaber de smarteste kundeløsninger, og som giver deres medarbejdere den bedste udviklingsrejse.
For bare fem år siden var det arbejdsgiverne, der digitalt opgraderede medarbejderne når de gik på arbejde.
I dag oplever mange medarbejdere, at det er en ’digital downgrade’ at arbejde med de systemer og værktøjer, virksomhederne stiller til rådighed.
Der er skabt en forventning om, at den samme måde vi interagerer med consumerteknologi skal være at finde på arbejdspladserne - og derfor har virksomhederne ikke længere et valg. De skal fremskynde deres digitaliseringsrejse.
Digitalisering har mange fordele, men det gør også kunder og medarbejdere mere illoyale.
Tag ikke fejl, dette er en god ting.
Takket været øget gennemsigtighed er de fleste ting tilgængelige online, og kunderne vil købe, hvor det føles bedst og er lettest.
Dette gælder også for medarbejdere, der arbejder der, hvor de får den største værdistigning af deres investerede tid.
Skalerbarhed bliver en vigtig konkurrencemæssig faktor
I øjeblikket tales der meget om, hvor vigtigt det er at ændre sine forretningsmodeller for at lykkes, men er det ikke mere konsulentsnak, end hvad der rent faktisk sker hos de kollegaer i markedet med succes?
Min påstand er, at det vigtigste er at sikre, at forretningsprocesser bliver digitale, så operationen bliver mere effektiv og datadrevet.
Data skaber transparens og giver indsigt, netop fordi det baserer sig på kvalitative data - som i sidste ende giver bedre underbyggede beslutninger.
Når systemerne kommunikerer med hinanden, kan data indsamles fra hele virksomheden og analyseres i fælles processer. På denne måde får du også svar på, hvornår du skal skalere op og ned, og ikke bare at du kan skalere.
Finansdirektøren som digitaliseringsminister?
Et klart tegn på, at bestyrelser og ledelsesteams har forstået fordelene ved at digitalisere flere processer i virksomheden, er den nu ændrede rolle for økonomidirektører.
Vi ser tydeligt, at rollen for økonomidirektører ændrer sig, når digitaliseringen stiger.
Det, virksomheder nu leder efter, er en CFO med digital erfaring, hvor fokus er mindre på regnskab og finansiering.
CFO’en går fra at være finansminister til at blive digitaliseringsminister inden for virksomheden, og økonomiafdelingen orienterer sig mod at bistå i at lave god forretning.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.