Artikel top billede

En mere inspirerende hjemmearbejdsplads kan ingen vist forestille sig. Hovedattraktionen på billedet er den lille Apple TV-agtige boks på det rustikke bord, som kan levere brugbar WiFi-dækning under forhold, hvor en almindelig mobiltelefon må kapitulere. (Foto: Jasmina007 / Jasmina007)

Topscorer til test: Stærk lille 5G-mobilrouter fås nu til den helt rigtige pris

Advarsel: En 5G-mobilrouter som Netgears Nighthawk M3 er stærkt afhængighedsskabende. Har du blot én gang lykkedes med at bruge den til WiFi på et sted med håbløs mobildækning, vil du gøre næsten alt for at slippe for din smartphones bøvlede og sløve hotspot-funktionalitet.

Tilbage i 2018 testede jeg for første gang en Nighthawk-mobilrouter, og den var døbt M1.
Den kan vi vel kalde første generation.

Siden har Netgear lanceret M2 – i min optik det smukkeste (og sarteste) design – efterfulgt af M5, M6 og M6 Pro, hvor tallene kan oversættes til den underliggende WiFi-standard.

Bemærk, at M6 Pro understøtter WiFi 6E og derfor også kan arbejde på den europæiske version af 6 GHz-frekvensbåndet.

Og nu taler vi om Nighthawk M3, som specifikationsmæssigt matcher M6-modellen perfekt, men kun koster godt det halve.

Hvis det forklarer tretallet, kan det blive spændende at se databladet på det manglende tal i kongerækken – M4.

Hvis den kommer, hvad mon det så bliver for en mobilrouter?

Har sparet de rigtige steder

Nighthawk M6 og i endnu højere grad M6 Pro er blevet anmelderrost for performance, men de har også modtaget en del kritik for deres meget høje priser.

I Netgears egen onlineshop kan den nye M3 aktuelt købes for 3.790 kroner. M6 står til 6.649 kroner, og aktuelt udsolgte M6 Pro skal koste hele 7.490 kroner.

Som nævnt ser der ikke ud til at være vigtige tekniske forskelle på M6 og den nye M3.

De bruger 5G-mobilbåndet og har begge en teoretisk båndbredde på 2,5 Gbps med kapacitet til at komme op på 3,6 Gbps totalt via WiFi – AX3600-klassen.

Ifølge Netgear kan M3 dække et areal op til 90 kvadratmeter og tilsluttes op til 32 opkoblede enheder.

Når en ordentlig mobilrouter som en Nighthawk kan være markant hurtigere end en smartphone i hotspot-mode, er en vigtig del af forklaringen, at Netgear udnytter en teknologi, som kaldes Carrier Aggregation og indgår i enhedens Qualcomm Snapdragon SDX62 system-chip – ligesom i M6. Her er der altså ikke sparet i M3.

Som det er blevet normalt, har Netgear ikke lagt en oplader i kassen til M3. Et USB-A/C-kabel af god kvalitet er der dog blevet råd til.

En RJ45 LAN-port er faldet for sparekniven, men det beklager jeg ikke, for hvad skal jeg med en 1GbE-port, når der kan overføres hele 5 Gbps via mobilrouterens USB-C-port?

For mig har den største omstilling været, at skærmen på M3 ikke er en touch-type.

Det betyder, at opsætning og indstilling skal foregå via en browser på min smartphone. Det giver flere muligheder, men føles også mere omstændeligt, hvis jeg vil eksperimentere og bare lige ændre en indstilling.

Den eneste knap på M3 styrer grundlæggende kun tænd/sluk, men heldigvis kan et let tryk vise forskellige hjælpeskærme med QR-koder til blandt andet opsætning og avancerede indstillinger.

Og hvis alt andet glipper, kan du gå til http://192.168.1.1 på din smartphone eller laptop.

Mere power

Nighthawk M3 kommer med et genopladeligt batteri på 3,85 V/5.185 mAh eller 19,96 Wh. Afhængigt af opsætningen af mobilrouteren giver batteriet op til 13 timers brug på en opladning.

Hvis du bruger en kompatibel ekstern strømforsyning og fjerner batteriet, kan du føde M3 med op til ni volt og komme i Performance Mode, så du kan nå op på dækning af 90 kvadratmeter.

En strømforsyning på 18 watt (12 volt/1,5 ampere) eller mere med USB-C-stik til en nyere smartphone vil sandsynligvis være egnet.

Mine primære USB-kraftværker på henholdsvis 65 watt og 300 watt får ikke sved på panden, men flere af mine mindre strømforsyninger udløser blot en fejlmelding på mobilrouterens skærm. Plug and pray…

I nogle tilfælde kan det også være smart at slutte en ekstern antenne til de to små bøsninger på mobilrouteren.

Netgear har en kompatibel omnidirektional MIMO-antenne (6000451) i sortimentet til under 500 kroner.

Det frarådes dog at bruge antennen, hvis der er mere end to streger på skærmen, for så kan resultatet blive dårligere modtagelse på grund af interferens. Hvad jeg kan skrive under på. Antennen er også besværlig, hvis routeren bruges mobilt.

Hastigheder der rykker

Nighthawk M3 er blevet testet som en personlig mobilrouter. Det betyder, at jeg har brugt den på forskellige steder som en del af min håndbagage med op til en meters afstand til to af mine sædvanlige, opkoblede klienter – trådløst til en Samsung-smartphone og USB-C-kablet til en Acer-laptop.

Mine lige så sædvanlige Speedtest-målinger har jeg denne gang udført på fem positioner i og omkring mit hjem: Indendørs i kontoret i kælderen, i køkkenet i stueetagen og i soveværelset på første sal; udendørs i fri luft i gårdhaven og bag hærdet glas i orangeriet.

Når den er på egen hånd, opfører Samsung-mobilen sig lidt som en elbil.

Speedometernålen starter med at slå vildt ud og rammer – yderst kortvarigt – 500 Mbps-mærket, hvorefter den stabiliserer sig på downloadhastigheder mellem 79 og 178 Mbps.

Det er brugbare værdier for en enkelt eller nogle få klienter. Som altid med 5G-internet kan pingtiderne give gamere tics, og uploadhastighederne er ikke sagen til filer og mapper, der skal regnes i gigabyte, for slet ikke at tale om terabyte.

Der kommer mere kontrol over præstationerne, når Nighthawk M3 bruges som router og bruger WiFi til mobiltelefonens internetforbindelse. Så starter speedometernålen også med et brag, men bliver megastabilt stående med god luft ned til 500 Mbps-mærket.

Med sådan kapacitet bør omkring 10 samtidige brugere kunne streame hvad som helst i indhold – i hvert fald op til FHD-video med god lyd. Ydermere er pingtiderne blevet mere spiselige.

Acer-laptoppen har brugt USB-C til såvel internetforbindelsen som til opladning af M3-routeren. I forhold til trådløs WiFi-transmission er gevinsten marginal, men det kan være praktisk at slå to fluer med ét smæk – og ét kabel.

Livline og backup – Konklusion

Netgear Nighthawk M3 er en kompakt, effektiv og nu også overkommelig 5G-mobilrouter, som kan levere stabile internetforbindelser under forhold, hvor smartphones og 4G-routere kommer til kort.

Desuden kan M3 fungere som backup, når kablede fiber- eller coax-forbindelser svigter.

Til den aktuelle pris en oplagt del af en digital værktøjskasse.


Loading ikon


White paper
TIDSBEGRÆNSET KAMPAGNE: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner GRATIS.