Godmorgen venner.
Datoen siger 15. september, dagen er torsdag og navnet på dagens morgenredaktør er atter en gang Qëndrim Fazliu.
Jeg er stået tidligt op for at levere dagens morgen-briefing til de morgenfriske og trofaste Computerworld-læsere.
I dag skal vi vidt omkring, men vi starter morgenen hos Amero, der har sikret sig flere kunder.
Software-hus opkøber +400 kunder fra it-virksomhed
Software-huset Amero, der har specialiseret sig i at levere kassesystemer baseret på flexPOS-software til fysiske butikker, større kæder og offentlige institutioner har opkøbt alle POS-kunder fra it-virksomheden iAdvice.
Det oplyser Amero i en pressemeddelelse.
Opkøbet betyder, at Amero overtager +400 kunder fra iAdvice.
Opkøbet forventes at cementere Ameros profil på POS-markedet, hvor virksomheden i forvejen er en stærk profil, lyder det i pressemeddelelsen.
Overdragelsen af kunderne træder endeligt i kraft 30. september 2022.
Kommune får bøde for ikke at sikre arbejdscomputer ordentligt
Hørsholm Kommune er blevet idømt en bøde på 50.000 kroner for ikke at have sikret en arbejdscomputer tilstrækkeligt mod uvedkommendes adgang til personfølsomme oplysninger.
Det oplyser Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi på Twitter.
Den utilstrækkelige sikring af arbejdscomputeren blev opdaget, da computeren blev stjålet fra en bil i oktober 2019.
Alexa vil snart besvare dine spørgsmål med reklamer
Amazon vil snart indføre en funktion, der gør det muligt for virksomheder at besvare forbrugeres spørgsmål via den digitale home-assistent Alexa.
Det annoncerede Amazon ved deres årlige sælgerkonference, Accelerate.
Funktionen kommer til at hedde 'Forbrugere spørger Alexa' og vil gøre det muligt for virksomheder at besvare spørgsmål, der bliver stillet til Alexa.
For eksempel kan en forbruger spørge om, hvordan man fjerner dyrehår fra et tæppe, hvorefter den nye funktion vil gøre det muligt for virksomheder at besvare spørgsmålet og linke til produkter, de sælger hos Amazon.
Alexas svar på spørgsmål og forespørgsler har hidtil været baseret på tips og andre kilder på nettet.
Dansk rengøringssoftware sætter kurs mod det britiske marked
Den danske softwarevirksomhed CleanManager ekspanderer og vil fremover også være at finde på de britiske øer.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
For to år siden udvidede virksomheden til det tyske marked, hvilket har givet virksomhedens ejere endnu mere blod på tanden.
Virksomheden forventer, at det vil være lettere at integrere den danske software hos rengøringsvirksomhederne i Storbritannien, da der er flere ligheder mellem det britiske og danske rengøringsmarked end med det tyske, lyder det i pressemeddelelsen.
CleanManagers software fungerer ved at automatisere tidskrævende planlægnings- og administrationsopgaver i rengøringsvirksomheder.