Danmarks Tekniske Universitet er ramt af et hackerangreb, som er ‘alvorligt’.
Ifølge Radar skal samtlige studerende skifte password sm følge af angrebet.
I en mail til samtlige medarbejdere og studerende skriver DTU ifølge Radar, at DTU har været udsat for et ‘alvorligt it-angreb,’ som fandt sted torsdag i sidste uge.
Omkring 25.000 personer har deres gang på universitetet og anvender dets it-systemer.
“I sidste uge var DTU udsat for et alvorligt it-angreb, som dog hurtigt blev opdaget og inddæmmet. DTU har derfor ikke lidt skade, ligesom der heller ikke har været tab af data. For en sikkerheds skyld skal alle DTU’s it-brugere dog skifte deres password så hurtigt som muligt,” hedder det i mailen.
Til Ritzau meddeler universitetsdirektør Claus Nielsen, at der har været det, som han kalder et ‘kortvarigt brud’ på DTU’s firewall.
Ifølge ham er det ikke et omfattende angreb, selv om hackerne har været inde i et centralt system.
DTU har nu igangsat en nærmere undersøgelse af angrebet for at få klarlagt type, hvor langt ind hackerne nåede, om de stak af med noget og lignende.
Til Ritzau peger Claus Nielsen på, at hackerangrebet ikke på den måde er udtryk for, at DTU har dårlig it-sikkerhed.
“Det er jo, som man ser på det. I virkeligheden bliver det opdaget, og jeg ville være meget mere nervøs, hvis ikke det var blevet opdaget,” siger han.