En række af verdens største banker står over meget store bøder fra de amerikanske myndigheder for alvorlige brud på it-sikkerheden.
Det sker i en opsigtsvækkende sag, som bunder i, at et stort antal medarbejdere i mange af de store banker har anvendt personlige kanaler som WhatsApp, privat-telefoner og personlige og ubeskyttede mail-adresser i kommunikation i deres arbejde.
Ifølge Reuters ligger fokus ikke mindst på, at bankerne ikke har haft faste procedurer for tracking, logning, arkivering og kontrol af medarbejderens brug af digitale kommunikations-midler, når det gælder deres arbejde.
Bankerne er blandt andet JPMorgan, Morgan Stanley, Bank of America, Citi, Barclays og Deutsche Bank.
Ifølge Reuters indledte det amerikanske finanstilsyn, SEC, en undersøgelse af bankerne i fjor.
Flere af bankerne krøb straks til korset og betalte bøderne - herunder JPMorgan Chase & Co’s, der betalte 200 millioner dollar i bøde for ikke at have sikret, at medarbejderne ikke anvendte deres private enheder til professionel kommunikation.
Bank of America har hensat 200 millioner dollar til en eventuel bøde, mens en række af de øvrige banker på samme måde har hensat store beløb.
Flere af dem forhandler nu med SEC om en løsning.