Velkommen til morgen-briefingen fra Computerworld, der denne tirsdag morgen er sammensat af Dan Jensen.
Danmark er ‘digital duks’ i Europa
Danmark ligger på andenpladsen, når det gælder udrulningen og anvendelsen af digital infrastruktur som fibernetværk og mobilnetværk i Europa.
Det får Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur til at konkludere, at Danmark ‘fortsat’ er ‘digital duks i Europa.’
På førstepladsen ligger Finland, men vi er lige i hælene.
Det skyldes blandt andet, at ‘ danskerne samlet set har den bedste adgang til digital infrastruktur i Europa. Her spiller telebranchens rekordhøje investeringer en afgørende rolle,” hedder det.
DI Digital meddeler da også, at den danske telebranches investeringer i digital infrastruktur ligger på det højeste niveau i 20 år.
Telebranchen investerede i fjor 10 milliarder kroner i området, heraf syv milliarder kroner i fiber og omkring to milliarder kroner i mobilnet, herunder 5G.
Du kan læse mere hos Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur her.
Elbek & Vejrup nærmer sig en omsætning på en kvart milliard kroner
Aarhusianske Elbek & Vejrup nærmer sig en omsætning på en kvart millard kroner.
Selskabet landede i fjor en omsætning på knap 229 millioner kroner og et overskud på 46,5 millioner kroner.
Det er den højeste omsætning nogensinde for selskabet og svarer til en vækst på seks procent på et år og på 35,3 procent på fem år.
Elbek & Vejrup giver da også udtryk for tilfredshed med regnskabet. I indeværende år forventer selskabet en omsætning på melelm 235 millioner og 240 millioner kroner.
Google trækker Sonos i retten for patent-krænkelser
Google trækker endnu engang højttaler-producenten Sonos i retten for patent-krænkelser.
Deenne gang er det med beskyldninger om, at Sonos uretmæssigt har anvendt en række teknologier inden for keyword detection og opladning, som Google har patent på.
Ifølge Google anvendes teknologierne i blandt andet Sonos-produkterne Sonos One, Arc, Beam, Move og Roam, der alle er udstyret med Googles stemme-assistent.
“Frem for at konkurrere med baggrund i innovation og produkt-kvalitet, har Sonos besluttet at konkurrere ved domstolene, og [selskabet] har indledt en aggressiv og vildledende kampagne mod vores produkter,” lyder det fra Google.
Google forlanger et decideret forbud mod Sonos-produkterne.
Hacket kryptobank tilbyder 10 procent i dusør
Kryptobanken Nomad tilbyder 10 procent i dusør for oplysninger, der kan føre til tilvejebringelsen af de tokens for 190 millioner dollar, som hackere fornylig lænsede banken for.
Nomad meddeler, at selskabet vil nøjes med at modtage 90 procent af de stjålne tokens af hackerne, mens Nomad vil betragte dem, der indleverer de resterende 10 procent (som kan være de samme) som white hat-hackere, som kan beholde de 10 procent.
“Og vi vil ikke retsforfølge white hats,” meddeler Nomad-direktør Pranay Mohan.
Nomad har officielt bønfaldt alle om at returnere de stjålne meidler til en såkaldt recovery wallet-adresse på 0x94a84433101a10aeda762968f6995c574d1bf154 og arbejder med TRM Labs og myndighederne på at få midlerne tilbage.
Du kan læse mere hos Cybernew her.