Google er efter fem års bygge-projekt klar med sit nye hovedkvarter i Googles hjemby Mountain View i Californien, og det har fået navnet Bay View.
Campus er på knap 170.000 kvadratmeter - eller 17 hektar - og det er resultatet af den første reelle byggeproces i Google, som her for første gang har været med i hele processen med at tænke bygningen helt fra bunden.
“Hele processen har givet os muligheden for at gentænke grund-ideen bag kontorer,” lyder det fra Google.
Disse overvejelser har ført til det, som Google kalder for et ‘menneske-centreret og bæredygtigt design' bag det telt-lignende bygninger.
“Vi har prioriteret menneskets oplevelse i bygningen over den udvendige form,” lyder det fra selskabet.
Det er sket efter input fra selskabets medarbejdere om omgivelser, som gør dem ‘lykkelige, produktive og kreative,’ når de arbejder i teams, men samtidig skal have mulighed for at arbejde i stilhed og isoleret.
“Vi har designet team-områder på de øverste etager, mens der nedenunder er områder, hvor man kan fokusere og samarbejde. Der er nem adgang til det hele,” forklarer Google.
Samtidig er de øverste etager opdelt i det, som Google kalder for ‘kvarterer’ [‘neighborhoods,’ red], der er opdelt i gårde [‘court yards’] og forbundet via fortove i forskellige niveauer.
“Resultatet er en bygning, hvor du kan føle dig forbundet med folk - uanset om du er din store gruppe med 2.000 mennesker, dit team med 50 mennesker eller din arbejdsgruppe med 10 personer,” lyder det fra Google.
Bay View er desuden præget af grønne planter, stort indfald af dagslys og udkig til området uden for fra stort set alle arbejds-stationer.
Ventilations-systemet er ifølge Google baseret på ‘100 procent luft udefra’ i forhold til almindelige air conditionerings-systemer, som ifølge selskabet typisk kun suger 20-30 procent luft ind udefra.
Desuden er alle materialer - helt ned til tæpper, malinger, rørføringer, træ, møbler og alt andet - gift-frie og naturlige.
Taget på bygningen består af såkaldt ‘dragonscale solar skin,’ som opsamler sol-energi. Strøm indsamles desuden fra vindmølle-parker i nærheden.
Det betyder, at Bay View ifølge Google vil være ‘CO2-neutral i 90 procent af tiden.’
Ifølge Google består taget af den telt-lignende bygning af i alt 50.000 sol-paneler, der genererer næsten syv megawatt strøm.
Bay View kommer til at blive arbejdsplads for 4.000 Google-medarbejdere og består af to kontor-bygninger, et event-center med plads til 1.000 mennesker samt et medarbejder-hotel med 240 værelser.
Ud over selve bygningerne består Bay View af syv hektar eng og skov, som omslutter selve campus.
Bygningerne er tegnet af BIG - stifter af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels - samt Heatherwick Studio. De to selskaber er for tiden også i gang med at tegne Googles nye britiske hovedkvarter i det centrale London.
Bay View ligger iøvrigt kun et kvarters kørsel fra Apples futuristiske hovedkvarter, Apple Park.