Lotus gør comeback med afsindig el-SUV
Det hæderkronede britiske sportsvognsmærke Lotus har igennem årtier været laserfokuserede på at skabe ultralette og hurtige sportsvogne.
Under det kinesiske ejerskab hos bilfabrikanten Geely er fokus nu dog flyttet til det store og imponerende – men fortsat yderst hurtige.
Det afspejler sig i selskabets første SUV, en imponerende el-dreven karet, kaldet ’Eletre’.
Her bydes på skarpt optrukne streger, der kunne minde om noget Lamborghini-designere, har fremtryllet.
De rå tal er umiddelbart lovende. Over 600 hestekræfter skulle klare 0-100 disciplinen under tre sekunder, mens batteriet skulle være god for over 560 kilometer.
Platformen Eletre er bygget på hedder EPA (Electric Premium Architecture) og der findes derfor ligheder med Geely-koncernens søstermodel ’Zeekr 001’, som står til at debutere i Europa i 2022.
I Eletre vil Lotus-teamet dog sænke chassiset og fintune øvrige dele som afdæmpning og styretøj til at sikre fantastiske køreevner, lyder det.
Forhåbningen her er at Eletre vil gøre for Lotus-brandet, hvad luksus-SUV’en Cayenne har ydet for tyske Porsche, skriver netmediet CleanTechnica.
Samsungs nye M8-skærm går til angreb på Apples Studio-skærm
Samsung nyeste medlem af selskabets familie af smart-skærme, ’M8’, sigter efter at kunne det hele.
Ud over at fungere som almindelig UHD 32 tommer skærm, har selskabet inkorporeret smart-funktioner såsom streaming fra de mest gængse tjenester, AirPlay 2, Microsoft 365, HDR10 farver, USB-C opladning samt et såkaldt ’slimfit’ web-kamera
Det hele er serveret i et slankt og elegant ydre i forskellige farver, der synes at vække associationer til Apples nyeste kollektion af iMacs.
Skærmen ryger i handlen fra midten af april til priser fra 6.999 kroner.
Kasserede PlayStation 5 komponenter lever videre i denne krypto-miner
Mens det er svært at opdrive Sonys populære PlayStation 5 konsoller, begynder flere produkter afledt af PS5 at dukke op i handlen.
Denne uge løfter pc-producenten Asrock sløret for en krypto-miner kaldet BC250, som blandt andet består af 12 kasserede PS5 processorer, der her arbejder på at udvinde kryptovalutaer.
Løsningen sælges i rack-format og trækker op til to gange 1200 watt, for at drive de 12 computere, som er indrettede som indstikskort.
Maskinen koster i alt 13.499 euro, svarende til lige over 100.000 danske kroner. Den oplyses til at kunne levere 610 MH/s, nok til at kaste omkring to dollar om dagen, skriver VideoCardz.