"These aren’t the droids you’re looking for. You can go about your business..”
Kraften er som bekendt stærk med Obi-Wan Kenobi, og det er barnemad for ham at lave jedi mind tricks på Imperiets fodtusser.
Men han var alligevel nødt til at bøje sig for overmagten og gå i eksil på ørkenplaneten Tatooine, da Imperiet med Palpatine i spidsen nedkæmpede hans fæller – og hans indebrændte elev Anakin Skywalker tog navneforandring til Darth Vader.
Men hvad skete der i alle de mellemliggende år, inden jedimesteren tog Luke under armen og forlod Tatooine sammen med Han Solo og Chewbacca?
Det er præcis hvad den kommende serie Obi-Wan Kenobi på Disney+ handler om. Her spilles hovedrollen af Ewan McGregor, der også gjorde en rigtig god figur i de ellers lidt ujævne prequels, Star Wars I, II og III.
I de mellemliggende år er McGregor blevet nogle år ældre og kan med større troværdighed spille Obi-Wan i årene før de klassiske Star Wars-fortællinger, der jo blev indledt med A New Hope (og hvor rollen tilhørte den ældre Sir Alec Guinness).
Serien har premiere 25. maj og foregår ti år efter Jediordenens fald.
Den vil over seks episoder fortælle historien om, hvordan Obi-Wan både holder øje med den unge Luke og samtidig selv jages af Imperiets agenter med en såkaldt inkvisitor i spidsen.
Det lyder ikke spor rart. Men i det mindste ved vi jo med sikkerhed, at den gamle jedimester først møder sit endeligt på Dødsstjernen mange år senere, så mon ikke det alt sammen går alligevel.
I øvrigt byder serien også på gensyn med andre skuespillere fra de tre prequels, bl.a. Hayden Christensen, der spillede Anakin og derfor denne gang formentlig optræder med maske og middelsvær bronkitis.