Nemt på nettet
I princippet er det nemt nok at komme på nettet via en GPRS-telefon. Man benytter den medfølgende cd til at installere telefonens modem, og opretter en netværk via modem-forbindelse, som man kender det fra ganske almindelige modemer. I stedet for at ringe op til internetudbyderen, sender man telefonen en kode, som giver den besked på at etablere forbindelsen via GPRS. Koden kan for eksempel være *99***1#.
Når man kobler sig på GPRS-netværket, behøver man hverken brugernavn eller kodeord, idet man er identificeret gennem telefonens SIM-kort. Man kan opleve, at telefonen beder om en APN-adresse (access point name), som er adressen på det netværk, man vil tilkobles, men for de nuværende danske udbydere gælder det, at dette felt skal være tomt.
Hastigheden, hvormed der kan overføres data, afhænger først og fremmest af telefonen, eller rettere af antallet af såkaldte timeslots den understøtter. Timeslots kaldes også for GPRS-kanaler. Hver timeslot kan i øjeblikket klare 14,4 kbit/s, og man kan maksimalt benytte otte timeslots samtidig.
GPRS-telefoner opdeles i tre forskellige klasser. Kategori A kan både klare GPRS og GSM samtidig, man kan altså sende og modtage data, samtidig med at man taler. Med Kategori B kan man enten transmittere data eller tale, og hvis telefonen ringer mens man er på nettet, må man holde en pause i datatransmissionen. I Kategori C vælger man manuelt, om man vil bruge telefonen til tale eller data. De første GPRS-telefonen er alle i kategori B.
Hvis browseren eller et andet internet-program er indstillet til at benytte GPRS-forbindelsen, kobles man på i løbet af få sekunder. Når forbindelsen først er etableret, kan man lade den stå åben, så længe man vil være på nettet. Man surfer bare løs, som man er vant til, og der bliver så trukket 25 kroner på telefonregningen for hver megabyte, der overføres via GPRS. Det kan altså blive ganske dyrt at se grafiktunge websider.
I Danmark er det indtil videre kun TDC Mobil (tidligere Tele Danmark) og Sonofon, der er klar med GPRS-dækning, men andre teleselskaber følger efter. Når konkurrencen bliver større, vil priserne falde.
Bluetooth
Bluetooth er en smart måde at forbinde pc'en med telefonen, for sidstnævnte kan blive i tasken eller inderlommen, selv om man benytter den til at blive koblet på nettet. Hvis Bluetooth kombineres med GPRS, har man den optimale løsning til dataoverførsel via telefonen.
| Ericsson R520m |
Med denne telefon er der tre forskellige muligheder for at få den bærbare pc og telefonen til at snakke sammen: Et kabel til serielporten, via den infrarøde port eller gennem den trådløse Bluetooth-teknologi. I princippet er det ligegyldigt, hvilken måde telefonen forbindes til pc'en, men vi foretrækker Bluetooth, hvor mobiltelefonen ikke behøver at være lige ved siden af pc'en.
Da der ikke er kommet bærbare pc'er med indbygget Bluetooth-modul på markedet endnu, må vi også have fat i et Bluetooth pc card, vi kan stoppe i pc'en. Nu er Ericsson ikke de eneste, der benytter Bluetooth i forbindelse med mobiltelefoner. Fra Nokia har vi lånt et Connectivity Pack, som indeholder et særlig batteri med indbygget Bluetooth-modul, som placeres på en 6210 telefon, samt et Bluetooth pc card til pc'en. Med den medfølgende Bluetooth-software sørger man for, at telefonen kommunikerer med pc'en, og at pc'en er klar ti at benytte telefonen til netværk via modem.
Nokia 6210 understøtter High Speed Data, også kaldet HSCSD, hvor der benyttes flere GSM-kanaler samtidig til at overføre data. Med High Speed Data ringer man op til sin internetudbyder på vanlig vis, og man betaler minutpris. Med Nokia Connectivity Pack kunne vi komme på nettet via Bluetooth uden problemer. Hastigheden med High Speed Data var 28,8 kbit/s hos både Sonofon og TDC, selv om både telefon og abonnementer lovede en noget højere hastighed.
Bluetooth-moduler fungerer som små radiosendere, der sender med lav effekt på bølgelængden 2,45 GHz. Rækkevidden skulle være cirka 10 meter, men vi oplevede, at forbindelsen var svær at opretholde ved 10 meters afstand mellem mobiltelefon og pc med Bluetooth-kort. Overførselshastigheden faldt, når telefonen var mere end fem meter væk.
GPRS
Nokia 6210 understøtter ikke GPRS, men da Bluetooth er en standard, kunne Bluetooth-kortet i pc'en sagtens kommunikere med GPRS-telefonen fra Ericsson. Således brugte vi produkter fra både Ericsson og Nokia til at komme trådløst på nettet via GPRS og Bluetooth.
Det Bluetooth-kort, der følger med Nokia Connectivity Pack, har ingen problemer med at kommunikere med andre Bluetooth-enheder. Her har pc'en fundet mobiltelefonerne fra Nokia og Ericsson. Man tildeler telefonen en rolle ved at hive et af ikonerne til venstre over på telefonen. Skal telefonen bruges som modem, skal man have fat i det øverste ikon ved navn DUN (Dial-Up Network).
R520m fra Ericsson har tre timeslots til indgående data og en enkelt til udgående. I teorien skulle man altså være i stand til at hente data med 43,2 kbit/s og sende med 14,4 kbit/s. I testen hentede vi data via GPRS og Bluetooth med en hastighed på maksimalt 32 kbit/s og 30 kbit/s i gennemsnit. Dette resultat er lidt skuffende i forhold til telefonens specifikationer, men alligevel er der tale om den bedste løsning, hvis man vil mobilt på nettet i dag.
Vi prøvede også den første GRPS-telefon, der kom til Europa, nemlig Motorola Timeport 260, der ikke understøtter Bluetooth. Timeport 260 har to timeslots til indgående og to til udgående data. Med telefonen tilkoblet pc'en via den infrarøde port målte vi en maksimal overførselshastighed meget tæt på de 28,8 kbit/s, som telefonen skulle kunne klare. I gennemsnit var hastigheden omkring 25 kbit/s.
Abonnementerne fra Sonofon og TDC virkede præcis lige godt. Hastigheden for dataoverførsel var den samme, og det tog kun 10-12 sekunder at koble sig op hos begge selskaber.
Problemer
Det er tydeligt, at GPRS er en ny teknologi, der skal modnes en smule, før den fungerer så uproblematisk som det er meningen. Det lader dog først og fremmest til at være et spørgsmål om ordentlig vejledning fra både teleselskab og telefonleverandør samt om mere brugervenlig software til telefonen.
Da vi testede, viste det sig, at vi også havde brug for DNS-adresser fra teleselskaberne. Man skulle altså rode med netværksindstillingerne, før GPRS virkede efter hensigten, og det havde vi ikke fået at vide i første omgang. Heller ikke den krypiske kode, der skulle sendes til telefonen for at få GPRS-forbindelse op, var blevet oplyst fra starten . Det krævede en del opkald til servicemedarbejderne hos selskaberne at få de nødvendige informationer, men forhåbentlig får forbrugerne klar besked fremover.
Stadig gælder det, at GPRS i øjeblikket er den smarteste og hurtigste teknologi, hvis man skal på nettet, når man er på farten. Endnu kan hastigheden dog ikke imponere nogen. De 32 kbit/s, der lader til at være tophastigheden, føles meget langsomt, når man er vant til ISDN, ADSL eller 10/100 Ethernet.
Heldigvis er der håb forude. I fremtiden vil hastigheden for dataoverførsel via GPRS stige til over 100 kbit/s, priserne vil falde drastisk, og teknologien vil sprede sig til lande i hele verden. Indtil da er der ingen grund til at kassere sin High Speed Data mobiltelefon.
