Da Yousee blev ramt af et omfattende nedbrud under dronningens nytårstale den 31. december 2016 var det ikke et uheld, men en bevidst sabotage-handling, som var planlagt knap en måned i forvejen.
Det fortæller Torsten Juul-Jensen, der stod i spidsen for Yousees og TDC’s interne arbejde med at opklare nedbruddet, i et interview med det danske medie Zetland.
Nedbruddet betød, at 1,2 millioner danskere mistede adgang til tv-signalet kort før nytårstalen og flere timer frem, og for at få genetableret signalet måtte 33 sendestationer over hele landet genstartes.
Gennemtrawlede log-filer
I interviewet med Zetland fortæller Torsten Juul-Jensen, at han ved at gennem-trawle kommandoer i gamle logfiler fandt afgørende spor, der viste, at nedbruddet cirka en måned før var blevet planlagt og timet til at skulle finde sted umiddelbart før dronningens nytårstale.
”Vi ved, at det var en bevidst skadelig handling. Vi ved, at det var noget, der krævede særdeles stor indsigt i de systemer og de dele af YouSees netværk, der blev ramt – og at det var blevet forberedt,” siger han til Zetland.
I 2017 fortalte daværende koncerndirektør hos Yousee, Louise Knauer, også til Computerworld, at selskabet var af den overbevisning, at nedbruddet var resultatet af en overlagt handling.
”Tilbage i januar undersøgte vi sagen til bunds, og der var to ting, der stod klart: Det ene var, at der var tale om noget, der udelukkende berørte vores distribution af tv. Det andet var, at der var tale om en bevidst skadelig handling. Vi ved ret præcist, hvad der er sket, og hvordan det er sket,” sagde hun dengang til Computerworld.
Umiddelbart efter nedbruddet blev en dengang 51-årig mand anholdt mistænkt for at stå bag nedbruddet, men han blev efterfølgende løsladt og senere frafaldt politiet også sigtelsen mod ham.
Omgærdet med stor mystik
Nedbruddet har i det hele været omgærdet med stor mystisk. Ikke mindst fordi det har vist sig at Forsvarets Efterretningstjeneste har været involveret i opklaringsarbejdet.
”Der har været mange spekulationer om årsagen til nedbruddet. Vi har ikke ønsket at bidrage til spekulationerne, så længe analyserne var i gang," lød det desuden fra daværende TDC-topchef Pernille Erenbjerg i 2017.
Til Zetland fortæller Torsten Juul-Jensen dog, at der stadig ligger et omfattende materiale hos politiet, der kan rumme vigtige spor, der betyder, at den eller de personer som står bag endnu ikke bør føle sig sikre.