Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
"Hvis du er så klog, hvorfor er du så ikke rig?" - det spurgte Øksemorderen, der egentlig bare hed Anders, men uheldigvis lignede Habib Habib, altid folk om i baren på Rigshospitalets Kollegium, hvis de førte sig for skråsikre frem om, hvad der skulle til for at løse sulten i Afrika og andre småproblemer.
I kan læse lidt mere om Habib Habib i noten "PS1" til sidst i denne klumme.
Men Øksen, som vennerne kærligt havde lov til at kalde ham, havde ikke ret. Ihvertfald ikke altid.
Problemet er faktisk, at en hulens masse mennesker i dag bliver rige på ikke at løse problemer, men bare se kloge ud, når de fremlægger alle deres inkonklusive rapporter, "findings" og gode råd - for eksempel når et it-projekt er kørt af sporet.
Thi HVIS der vitterligt fandtes en kur eller en nogenlunde sikker opskrift på, at få projekter til at lykkes til tiden, på budgettet og med den lovede funktionalitet, så tror jeg for længst metoden var blevet til en accepteret standard.
I stedet opstår der nye metoder, metodikker, best practices og bare "gode råd" hele tiden. Det er da underligt...
Min smukke og kloge ven O. siger altid: "Alle projekter mislykkes, for de lykkes aldrig 100 procent på både scope, økonomi og tid. Men hvis kunden er tilfreds, er projektet alligevel en succes. Ellers er det en fiasko."
Mislykkes alle steder
Det er vigtigt at forstå, at projekter mislykkes alle steder.
Det har intet med privat vs offentlig at gøre.
Men de private har jo ikke aktindsigtspligt, så vores elskede presse kan sjældent skrive noget interessant om private projekter, der går totalt galt. Men de er hyppige. Og de er dyre.
Så vi tror, at det kun er offentlige it-projekter, der går galt.
Jeg har haft indblik i nogle projekter i tidens løb, der gav stof til eftertanke, og jeg har set en masse kloge - og nu også rige - mennesker udtale sig om, hvad der skal til for at lykkes - typisk på projekter de ikke selv deltog i. Københavns Kommune. Posten. Rigspolitiet. Skat. Den slags.
Og så var der jo undtagelsen til min ven O's diktum om, at alle projekter mislykkes: Den elektroniske kirkebog.
Her fik en biks 300 millioner kroner af Kirkeministeriet til selve it-projektet, som havde en kompleksitet, der kunne mødes fuldt ud på en ZX81'er og med et storage-behov, der kunne opfyldes af mine briller.
Selv jeg kunne have lavet den database og hele modelleringen på den tid, det tager mig at drikke en Rochefort 10 og en Limfjordsporter.
Belastningen fra samtlige sogne ville kunne mødes af en Dell laptop fra 2002, som man så passende kunne forfremme til at hedde en server.
Jeg overdriver naturligvis. En smule.
Liiiige under
Oveni de 300 millioner kroner til selve dette komplekse it-system kom udgifter til udskiftning af alle de pc'er, som man brugte rundt omkring i sognene og hos præsterne, mv... Og hele projektet lykkedes under budget!
Altså - liiige under de 300 stænger til "udvikling" plus det løse.
Men som en af de ansvarlige sagde: "Jamen, vi skulle jo også tænke på sikkerhed og den slags". Javel ja.
Nu er der jo det specielle og misundelsesværdige ved Kirkeministeriet, at de ikke aner, hvad de skal bruge deres penge til, fordi de får 0,7 procent af vores skatter, og når skatteindtægterne stiger, så får de mere, samtidig med at antal kunder svinder kraftigt.
Se evt. "PS2" til sidst i klummen for flere detaljer.
Så man kunne forledes til at tro, at it-projekter kunne lykkes, hvis man bare satte NOK penge af.
Det er så lige netop dét, der gang på gang viser sig ikke at være rigtigt.
Men før vi tager fat på dét, skal vi lige en smuttur rundt om Sprogø en tidlig søndag morgen for snart mange år siden:
Jeg kørte hjemad fra Moderlandet mod Djævleøen, og radioen var sat på P1.
Det snedige ved at høre P1 lørdag og søndag morgen dengang var, at dér bragte de indslag, som de ikke turde bringe, når folk var vågne.
Det vil sige indslag, der aldrig ville blive tolereret af lobbyist-organisationer og ideologiske populister i partierne, og derfor var dødsensfarlige at bringe i et statsmedie, når folk var vågne.
At sende det på P1 en tidlig søndag morgen må kaldes risikominimering på den helt store klinge.
Der var for eksempel et indslag fra en forsker, der havde fundet ud af, at der var nok pædagoger i vuggestuer og børnehaver (chok!), men at de aldrig var der til at passe børnene, fordi de holdt møder.
Hun havde kortlagt det hos 50 institutioner. Normeringen, som var lov, blev overholdt.
Kom aldrig videre
Det indslag blev aldrig propageret videre i pressen eller hos noget som helst parti.
Hjælpepædagogerne (de der unge mennesker, der altid skal være udendørs med ungerne) i Viktors børnehave bekræftede det overfor mig i dagene efter. Jeg er sikker på, at det har ændret sig siden, og at det derfor er irrelevant information nu.
Og så var der dette indslag, hvor en forsker fra SDU havde kigget på samtlige store, offentlige anlægsprojekter i Danmark siden 30'erne og fundet, at de ALLE - alle! - gik over budget.
Det undrede ham, for rent statistisk kan det jo ikke lade sig gøre.
Så uduelige kan så mange mennesker spredt over så mange projekter ikke være. Statistisk umulighed.
Ikke desto mindre var det tilfældet. Minimum 30 procent over budget, ofte 50-70 procent. Så han gav sig til at tænke på, hvordan dét nu kunne være?
Uhellig alliance
Hans konklusion var den enkle, at der var og er tale om en uhellig alliance mellem udbudsgiveren (en eller anden offentlig dims) og bygherrerne.
De offentlige vil gerne have projektet igennem, så de tager det billigste bud OG accepterer stiltiende, at der er klausuler, der kan gøre det dyrere.
Udbudsgutterne ved godt, hvad der skal til, så de tilbyder det til rock bottom-priser og indsætter klausuler, der kan gøre det dyrere. Surprise! Det bliver dyrere!
En tidligere trafikminister fortalte engang en af mine bekendte, at det var derfor man altid startede motorvejsprojekter i Danmark fra hver sin ende.
Når pengene så løb ud kunne man jo ligeså godt bevilge resten til at forbinde de to stumper. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men det er sjovt.
Det forbløffende, det VIRKELIGT forbløffende, er at læse alle de kloge (og rige) udtale sig om, HVORFOR noget er gået galt, og HVAD man skulle have gjort for at forhindre det:
- "Sætte det rigtige team" (så har man ikke sagt for meget).
- "Sørge for, at have styr på sine stakeholders" (igen noget, de altid vil være rigtigt og altid kan kritiseres, alt efter stemningen).
- "Sætte tid nok af til ... noget...." (Det er jo meget klogt sagt. Vand løber også ned ad bakke i mange tilfælde).
- "Lad FORRETNINGEN stå for det...." (Dén vender vi lige tilbage til om lidt).
Og mange, mange andre fantastiske, gode, velmente og velbetalte råd. En mere ondsindet variant beskriver jeg allernederst under "PS3".
Så sætter vi mere tid af
Et fremragende eksempel på, at man gjorde det rigtige fra starten, er Rejsekortet. Jo! Jeg mener det!
Man havde lyttet til alle de kloge, der sagde, at de andre it-projekter var mislykkedes fordi man ikke havde sat tid nok af (hvad mon det betyder i praksis?) til specifikation og design, mv.
Så man brugte al den tid, som man havde brug for, og alle de eksperter man kunne drømme om, til at specificere det.
Da man var færdig, havde man 1.100 eller 1.300 specs. Kan ikke huske det rigtige tal.
Da Thales fra Frankrig, som vandt udbuddet, "udflæskede" disse til delmål blev det til lidt over 17.000. På det tidspunkt kan man formentlig konstatere, at det bliver svært at opfylde dem alle.
Og så gik det ellers løs, og det blev vanskeligt, og Accidenture stak halen mellem benene og nægtede siden at be- eller afkræfte, at de havde haft noget med projektet at gøre.
Men, og jeg mener det seriøst, intentionen var god nok.
At man så ikke rigtigt liiiige havde set det mobile internet og nogle andre teknologier kan man ikke bebrejde folkene bag det arbejde. Specs'ene skulle jo være på plads og realistiske, osv.
Det KAN måske lykkes
Der er jo i vid udstrækning låst en masse ting fast, når man vil lave projekter på den dér "forudsigelige" måde, hvor man gang på gang håber, at så KAN systemet kun lykkes. Drømmen om den automatisérbare proces.
Så er der de der offentlige it-projekter, hvor man skal have flere forskellige datastrømme fra flere forskellige, offentlige dimser til at tale sammen.
Jeg kan på baggrund af mange års muntre iagttagelser og samtaler konstatere, at det sjældent går godt, hvis antallet af offentlige dimser, der skal samarbejde, overstiger 1. Det var en joke!
Der er jo aldrig nogle af beslutningstagerne i de forskellige styrelser, departementer og ministerier, der straffes for at sige nej, men ofte bider det dem i numsen, hvis de er positive og siger ja.
Og med tiden stiger NEJ'erne til vejrs.
Dem, jeg kalder Admiralen på Pinafore-typerne ("Stå aldrig til søs, lad de andre stå, du får stribevis af kors og bånd og stjerner på").
At man så i desperation hyrer private lejesoldater ind for dog bare at få holdt fundamentalisterne og de deciderede jihadister LIDT nede og fuldført projektet er måske forståeligt, men ofte både dyrt og håbløst.
Gik godt i et stykke tid
Hvad med Ejendomsvurderingen? Well, her begyndte man også med at lade unge, kvikke folk bestemme, hvordan det skulle laves, og det gik næsten godt i et stykke tid.
Så begyndte virkeligheden, som hedder KC-styret internt, at trænge sig på.
KC står for KontorChef, og er et begreb, der bør frygtes af alle, der vil have lavet noget. Ikke fordi KC'ere er onde. Tværtimod. KC'ere er også mennesker, der er varmt klædt på og gode mod dyr.
Men fordi de befinder sig i et hierakisk, ældgammelt system, hvis organisation har været uændret siden Enevældens tid, og hvor Admiralerne på Pinafore-typerne belønnes i ét væk, fungerer det normalt ikke ret godt i forbindelse med it.
Det er ren og skær FBL
Der er, og det siger jeg åbent, og jeg står gerne ved det, decideret tale om FBL (Frygt-Baseret Ledelse) mange steder i det offentlige.
Den tone, som vi var vidne til fra Barbara Berthelsen, og som er sanktioneret ovenfra, og som belønnes med 2,8 stænger om året til hende, er så rædselsfuld, at de fleste af os var chokerede.
Men den type uhøvisk tale og kommanderen rundt med medmennesker er meget mere normalt i det offentlige end i det private. Chok!
Tag så et agilt it-projekt, komplet med DevOps og hvad har vi, inklusive folk med nye og/eller kreative idéer til hurtige og smarte løsninger, og få dét til at passe ind.
Det svarer til at præsentere Christian den IV for en smartphone eller Edison for internettet.
Det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Firkantet pind i et rundt hul.
Og KC'erne vinder. Ikke hver gang, men hver eneste gang. Der er intet at gøre.
Så går de pludselig igang med at udskille drift ("Ops") fra DevOps i en separat, central entitet. Så indsætter de KC'ere til at lede it-folk. Så fortæller de it-folkene, at de går ind for en hierakisk, vandfaldsinspireret DevOps-approach. What could possibly go wrong?
De tænker aldrig omvendt, altså at lade it-folk lede KC'erne. Det ville jo være direkte tåbeligt! Det kan enhver jo se!
Og her kommer vi så til min måske største anke omkring danske uit-projekter, uanset om det er i privat eller offentligt regi:
Danmark er det eneste land jeg kender til, hvor det IKKE er direkte strafbart, når man er involveret i et it-projekt, at sige:
"Ja, nu er jeg jo ikke it-kyndig" eller
"Jeg har slet ikke forstand på de tekniske ting - men jeg er god til (og så noget generelt, som alle kan)..." og lignende.
De slipper fra det med livet i behold
Gang på gang på gang slipper folk fra det med livet i behold og bliver ovenikøbet, af deres ligesindede, forfremmede trods deres inkompetence.
Ja, inkompetence.
Når man efter 60 år med EDB og it overalt IKKE har gidet, orket eller formået at sætte sig ind i selv de simpleste ting, så skyldes det simpelthen, at man overhovedet ikke interesserer sig for det.
Tænk over, hvad folk normalt kan sætte sig ind i, når de har interesse for det!
Og jeg har den tese, at denne uskik stammer helt tilbage fra dengang man anså EDB for at være noget, der skulle høre under regnskabschefen. En uskik og tåbelighed, der videreføres mange steder i det private (og i kommunerne) den dag i dag.
Hvad i alverdens Riger og Lande skal en regnskabsgut-/gudinde have med it at gøre for?
Giver det her mening?
Igen: Forestil jer, at man i stedet insisterede på, at regnskab, revision og administration skulle høre under it-afdelingen, og at lederne af regnskab, revision og administration ikke var repræsenteret på ledermøderne, men kun it-chefen.... Giver det mening?
En af mine venner spurgte mig (lettere retorisk), hvorfor kæmpeprojekter hos for eksempel Amazon eller Microsoft lykkes, mens for eksempel Ejendomsvurderingen eller (endnu) et RigsPolitisystem sætter kursen mod flethegnet og ligusterne?
Jeg tror svaret er, at man nogle steder, og næsten altid i for eksempel USA, insisterer på, at lederne på alle niveauer af et it-projekt SKAL have reel viden om og interesse for it. Ellers kommer du ikke på holdet.
Ellers må du gå et sted hen, hvor de har brug for det du reelt interesserer dig for.
Dette sker meget sjældent i Danmark. Alle kan bruges i it. Meget inkluderende.
Vi har også lovliggjort, at man kan kalde sig it-kyndig, hvis man har taget en pseudo-uddannelse eller nogle sniksnakkekurser på ITU/CBS/whatever, hvor det bedste man kan sige er, at "it" nævnes nogle gange.
Det er ikke nok.
Hvis ikke man ved noget om it, er det fordi man ikke interesserer sig for det, og hvorfor i Alverden skal man så betroes noget som helst it-relateret?
Det sker da ikke inden for andre fag
Forestil jer, at denne slaphed var tilladt indenfor regnskab, revision, lægegerningen, advokatbranchen, psykiatrien, osv. Bare forestil jer det.
Her stiller man altid, som en selvfølge, krav om høj faglighed (og dermed interesse) for området.
Der er masser af mennesker inden for EDB og it, der er selvlærte. De kan sagtens bruges med succes. De har nemlig vist interesse og gider sætte sig ind i de fagligt relevante ting.
Og der findes mig bekendt intet som helst it-relateret emne, der ikke kan forklares på 10 minutter, hvis tilhørerne gider lytte og har et reelt ønske om at forstå.
"Forretningen"
Så næste gang I læser endnu en meget, meget klog evaluering af endnu et mislykket, offentligt it-projekt, så kig for det første på, hvor generelle og intetsigende de "gode" råd egentlig er, og check for det andet de reelle it-færdigheder hos dem, der har haft ansvaret og chef-/lederrollerne i projektet.
"Forretningen" ifm. it-projekter består alt for ofte af folk, der overhovedet ikke interesserer sig for it, og dermed ikke sætter sig ind i de egentlige problemer.
Og det kan bestemt være fint at tale med dem om fremskridt og andre ting, men så længe de ikke interesserer sig for substansen, skal de holdes på afstand af dem, der gider og kan.
Der er jo så også den sjove ting ved det, at mange projekter ender med at blive sat i drift med manglende funktionalitet, stærkt forsinkede og meget dyrere end selv de, der altid ganger estimaterne med Pi, kunne forudsige. O
g at det viser sig at være godt nok. Livet går videre og vi får det hele tiden bedre alligevel.
Måske skal vi bare lade være med at lave om på noget, der ikke kan laves om på?
Jeg træffes døgnet rundt på mogensxy@gmail.com, hvor I er velkomne til at komme med korrektioner, idéer, kommentarer og lærdom - og det, der er værre.
Appendix:
PS1: Øksemorderen fra Rude Skov, Habib Habib, begik et rimeligt bestialsk mord på en anden drug dealer i Rude Skov i 1967. Han blev anbragt i Forvaringen i min elskede Albertslum, og jeg kan huske, at der hurtigt opstod en støtteforening for ham derude, som klistrede deres mærker op på lygtepælene med budskabet "Befri Habib Habib" og andet fantastisk. Årsagen var, at han var begyndt at male abstrakte malerier og havde forført et hav af kvinder i besøgstiden. Det endte med, at vi udleverede ham til Israel, hans hjemland, hvor han så kunne afsone resten af straffen.
PS2: Under det store opsving i 60'erne opstod der første gang (en slags) panik i Kirkeministeriet, fordi pengene væltede ind. Og hvis ikke pengene bliver brugt - og de kunne ikke lade rustvogne brænde benzin af hele natten i stil med militæret - ville de måske blive snuppet til andre formål, såsom hospitaler og lignende. Gud (!) forbyde det! Så man fandt på at lave de der meget, meget mærkelige designerkirker, der var så åndssvagt dyre, at det lykkedes at møde udgiftsbudgettet og undgå en skæbne værre end døden, nemlig at man fik færre penge næste år. Næste gang, der opstod full-scale panik derinde var under Fogh, hvor vi igen så en fantastisk velfærdsstigning, og hvor man til sidst fandt på at bygge alle de dersens menighedsråds-glashuse til 20 millioner op ad hver eneste kirke i landet. Har I nogensinde været til et arrangement i disse? Kan I, som dem, der har finansieret dem, benytte jer af dem? Nej, selvfølgelig ikke. For formålet med at opføre dem var ved Gud (!) ikke, at de skulle anvendes til noget som helst. Jeg venter spændt på, hvad de mon kan finde på, når den næste velstandsbølge vælter ind over os.
PS3: Tænk på den der ondsindede ting Mærsk McKinney fandt på: "Rettidig Omhu". Tænk over det. Det kan ALDRIG lade sig gøre at lave noget som helst, der ikke kan kritiseres, når man gør succeskriteriet så bredt, udokumenteret og intetsigende. Det er et frygt-baseret styringsredskab, hvor folk vil piske rundt i hamsterhjulet uden at ane, om de nogensinde kan gøre det godt nok. Så det bruges af snart sagt alle, fordi de nok enten IKKE har tænkt nærmere over det ELLER har gennemskuet ondskaben i det. Lav negationstesten på det udtryk, og fortæl mig, at det giver mening 
. Nej, vel? Så gør selve udtrykket heller ikke.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.