Længe før Covid-19 advarede Bill Gates om, at alle forudsætninger for en global pandemi var ved at være på plads og understregede, at det ville være en god idé at forberede sig på den.
Regeringer og myndigheder verden over smilede og nikkede høfligt, men fortsatte ellers med at gøre, som man hidtil havde gjort: Ikke rigtig noget særligt.
Så da en ny coronavirus spredte sig med lynets hast, fik Gates ikke meget mere ud af sine advarsler end at alverdens sølvpapirshatte bildte hinanden ind, at det såmænd nok var ham, der stod bag.
Men han giver ikke op så let. I den kommende bog How to Prevent the Next Pandemic understreger han, at vi meget vel kan stå overfor langt værre patogener og potentielle pandemier i fremtiden.
Samtidig udtrykker Bill Gates dog håb om, at Covid-19 meget vel kan blive den sidste pandemi. Det forudsætter imidlertid, at vi tager ved lære af de seneste to år – og tager konsekvenserne.
Herunder at vi sætter ind for at blive langt bedre til tidligt at opspore og bekæmpe patogener med pandemisk potentiale, hvad enten de så er bakterier, vira eller svampe.
Samt at verdenssamfundet viser reel vilje og evne til at prioritere sygdomsbekæmpelse i 3. verdenslande. For selv om alle nationer i sagens natur er sig selv nærmest, så kan et begrænset lokalt problem hurtigt blive et ukontrollabelt og globalt et af slagsen.
I bogen sætter Gates også fingeren på de svagheder i systemer og procedurer, som kan være med til at forebygge eller bekæmpe smitsomme sygdomme.
Herunder de praktiske og logistiske udfordringer, den udbredte modvilje mod den sygdomsbekæmpende indsats – og de vilde konspirationsteorier, som kan spænde ben, og hvor han selv har oplevet at spille en ufrivillig hovedrolle.
Hør selv Gates fortælle kort om bogen her.
How to Prevent the Next Pandemic udkommer 3. maj. Man må forvente, at der som minimum vil blive lyttet med lidt større interesse til konklusionerne i alverdens regeringskontorer end sidst forfatteren advarede om, at vi som verdenssamfund var skidt forberedt på et globalt sygdomsudbrud.