Det bliver også Systematic, der får ansvaret for driften af kommunernes nye løsning til sygesikring.
Det står klart efter, at Kombit har tildelt aarhusianske Systematic aftalen.
Systematic vinder aftalen foran én anden it-leverandør, oplyser Kombit i en meddelelse.
Opgaven er oprindelig estimeret til en værdi af otte millioner kroner.
Sygesikring bliver en fælles digital løsning til alle Danmarks kommuner og skal understøtte administration af sygesikring og lægevalg.
Systemet vil erstatte den kommunale del af det, der i dag hedder Notus og vil blive taget i brug i kommunerne i 3. kvartal 2022.
Det var også Systematic, der via SKI 02.18 vandt den fireårige opgave med udvikling og vedligehold af Sygesikring.
Det skete i maj 2021. Ordren omfattede ikke drift af løsningen, som Kombit har udbudt særskilt under SKI-rammeaftalerne 02.19 og 02.22.
Systematics løsning skal træde i stedet for DXC Technology-løsningen Notus, som kommunerne og regionerne tidligere har været tvunget til at forlænge kontrakten på, så Notus i dag kan køre frem til senest udgangen af september 2022.
Det var oprindeligt planen, at DXC Technology-divisionen Scandihealth (tidligere CSC Scandihealth) skulle have leveret sygesikringssystemet Praksys til kommunerne og regionerne helt tilbage i 2016.
På daværende tidspunkt havde opgaven en værdi af cirka 200 millioner kroner, som CSC Scandihealth vandt efter opløb med selskaber som NNIT, CGI, Netcompany, KMD, Capgemini og Steria.
Med i finalen var dengang også netop Systematic samt Atos.
Endte i ballade og kæmpeforlig
Undervejs blev projektet flere gange forsinket, og i oktober 2018 måtte regionerne udarbejde en revideret businesscase og tidsplan, der betød at projektbudgettet voksede til 276 millioner kroner.
Efter adskillige forsinkelser og massive problemer blev projektet droppet i 2019.
DXC Technology indgik forlig med kommunerne og regionerne for et år siden om det kuldsejlede projekt.
Trods fyringen af DXC Technology var Kombit og kommunerne nødt til at forlænge den gamle aftale med DXC om levering af det gamle Notus-system frem til den nye sygesikrings-system er på plads.
De samlede udgifter for udvikling af Praksys-systemet, som DXC Technology begyndte på i 2014 og som blev stoppet i 2019, vurderes at løbe op mod 300 millioner kroner.
Regionerne er allerede godt i gang med deres afløser for det kuldsejlede Praksys-system.
Dette system hedder Luna. Det udvikler regionerne selv med Region Midtjylland som primus motor med ansvar for udvikling, forvaltning og drift af den nye løsning.
Regionernes Luna-system skal være klar i 2023, mens det er planen, at Systematic-delen til kommunerne skal være klar til brug i september 2022.
Om et år - i maj 2022 - vil Systematic sætte systemet i pilot-drift i tre kommuner.
“Vi er begejstrede over at have fået muligheden for bringe vores kompetencer og domæneindsigt i spil og levere et brugervenligt system, som sikrer borgerne en nem vej til lægevalg og kommunerne et godt redskab til at administrere det. Vi står allerede i boksen og skraber for at komme ud over stepperne,” meddeler Group Senior Vice President i Systematic, Martin Brøchner-Mortensen.
Læs hele historien om sygesikrings-balladen her: