Artikel top billede

(Foto: Nvidia)

Nvidia gør i al stilhed klar til at droppe kæmpe-opkøb af Arm efter stor modstand

Nvidia er i al stilhed ved at gøre klar til at droppe selskabets langvarige opkøbsforsøg af Arm, som har mødt stor modstand.

Nvidia er i al stilhed begyndt at kontakte partnere og forretnings-forbindelser for at meddele dem, at selskabet dropper dets langvarige opkøbsforsøg af Arm.

Nvidia og Arm-ejeren SoftBank indgik aftale om, at Nvida skulle overtage Arm for 40 milliarder dollar for godt halvandet år siden.

Men siden har aftalen mødt stor modstand fra mange forskellige sider, og Nvidia har haft store problemer med at lande de nødvendige tilladelser fra ikke mindst konkurrence-myndigheder overalt i verden.

Nvidia meddeler nu ifølge Bloomberg, at selskabet ikke længere forventer, at opkøbet bliver til noget.

Japanske SoftBank - der ejer Arm - vil nu angiveligt i stedet gå efter at børsnotere Arm.

Ifølge Bloombergs kilder er der dog endnu ikke truffet nogen endelig og officiel afgørelse om at droppe handlen.

Bekymring

Opkøbet har vakt bekymring i både EU, i Kina og i USA. Det skyldes, at Arm står bag en særlig chip-arkitektur, som andre producenter via licenser kan anvende og modificere til egne behov.

Arm-arkitekturen er kendt for at være enkel, hvilket har gjort den meget udbredt i mobil-telefoner og i markedet for såkaldte low-power chip i det hele taget.
Stort set alle de store chip-producenter har i dag købt licenser til Arms designs og teknologier.

Arm ejes i dag af japanske Softbank, der ikke er chipproducent. Det er Nvidia til gengæld. Det betyder, at de fleste af køberne af Arms licenser i dag er konkurrenter til Nvidia.

Og de frygter, hvad der vil kunne ske for markedet med denne konstruktion.

Nvidias topchef, Jensen Huang, har blankt afvist, at det på nogen måde skulle være i Nvidias interesse at udnytte situationen til egen fordel.

Han har flere gange garanteret, at Nvidia vil bibeholde Arms åbne licens-model.