Artikel top billede

(Foto: Nvidia)

Nvidias gigant-køb af Arm Holding i myndigheders søgelys: Frygter store konsekvenser for hele chip-industrien

Det britiske konkurrencemyndigheder vil efterforske Nvidias milliard-opkøb af Arm Holding.

Efter Nvidia i august meddelte, at selskabet ville købe britiske Arm Holding i det hidtil største opkøb i chip-branchen, er der fra flere sider blevet udtrykt bekymring om de mulige konsekvenser af gigant-købet.

Nu skrider de britiske konkurrence-myndigheder ind i sagen, i det britiske The Competition and Markets Authority (CMA) nu vil efterforske købet.

CMA meddeler, at man vil invitere tredje part-selskaber til at komme med deres besyv på konsekvenserne af markedssituationen, hvis Nvidia bliver ny ejer af Arm Holdings.

Ligeledes vurderes det ifølge BBC, at CMA vil kigge nærmere på mulighederne for, at Arm Holding med Nvidia som ny ejer vil kunne anspores til at annullere, indskrænke eller fordyre de licenser, som selskabet i dag sælger til verdens chip-producenter - som altså er Nvidias konkurrenter.

Arm står bag en særlig chip-arkitektur og lignende, som andre via licenser kan anvende og modificere til egne behov, og selskabet har med dette enkle design haft stor succes på ikke mindst mobilområdet.

Stort set alle de store chip-producenter har i dag købt licenser til ARM’s designs og teknologier.

“Chip-teknologierne er mange milliarder værd og kritiske i mange af de produkter, som vi anvender i hverdagens produkter,” lyder det fra CMA.

Konkurrence-myndigheden peger på, at den vil samarbejde tæt med konkurrence-myndigheder verden over for ‘grundigt at vurdere konsekvenserne af opkøbet.’

Målet er at sikre, at opkøbet ikke vil føre til, at forbrugerne verden over får produkter, der er ‘dyrere eller af dårligere kvalitet,’ hedder det.

I efteråret underskrev flere tusinder britiske ledere et åbent brev til den britiske premierminister med en bøn om at sætte en stopper for salget af Arm Holding.

Det skete under overskriften ‘Save Arm’, og du finder opråbet her: Savearm.co.uk

Nvidia har bedyret, at selskabet ikke vil flytte Arm Holding ud af Storbritannien.

Arm blev grundlagt i britiske Cambridge, men blev i 2014 solgt til japanske SoftBank, der altså nu står som sælger af virksomheden til amerikanske Nvidia.

SoftBank har under hele ejerskabet fastholdt Cambridge som udviklings-hovedkvarter for Arm.

Læs også:

Nvidia tæt på at købe Arm: Kan blive største opkøb nogensinde i chip-branchen

ARM-grundlægger: Det vil være 'en katastrofe' hvis Nvidia køber ARM - se hvorfor her

Her er Nvidias flerårsplan: Vil udvikle særlig datacenter-processor