EU og Storbritannien vil kigge nærmere på Nvidias planer om at opkøbe den britiske chip-producent Arm og indleder nu en undersøgelse af opkøbet.
Det sker efter, at EU har modtaget en række henvendelser fra chip-producenter, der vil have EU til at blokere for handlen, som de frygter kan skævvride hele markedet.
Det skyldes, at Arm står bag en særlig chip-arkitektur, som andre producenter via licenser kan anvende og modificere til egne behov.
Arm-arkitekturen er kendt for at være enkel, hvilket har gjort den meget udbredt i mobil-telefoner og i markedet for såkaldte low-power chip i det hele taget.
Stort set alle de store chip-producenter har i dag købt licenser til Arms designs og teknologier.
Arm ejes i dag af japanske Softbank, der ikke er chipproducent. Det er Nvidia til gengæld. Det betyder, at de fleste af køberne af Arms licenser i dag er konkurrenter til Nvidia.
Og de frygter, hvad der vil kunne ske for markedet med denne konstruktion.
Nvidias topchef, Jensen Huang, har blankt afvist, at det på nogen måde skulle være i Nvidias interesse at udnytte situationen til egen fordel.
Han har flere gange garanteret, at Nvidia vil bibeholde Arms åbne licens-model.
EU holder muligheden for helt at blokere for handlen åben. På den anden side kan det også meget vel ende med, at handlen går igennem i en eller anden udstrækning.
Nvidia og Softbank har godt været klar over, at handlen ville være kontroversiel, og de har fra begyndelsen givet hinanden 18 måneder til at få alle tilladelser på plads efter konkurrencemyndigheders undersøgelser.
Også USA, Storbritannien og Kina er i gang med at undersøge de konkurrencemæssige konsekvenser af handlen.
Læs også:
ARM-grundlægger: Det vil være 'en katastrofe' hvis Nvidia køber ARM - se hvorfor her
Nvidia tæt på at købe Arm: Kan blive største opkøb nogensinde i chip-branchen