Nvidias milliardstore overtagelse af britiske Arm møder fortsat bump på vejen.
Den amerikanske chipproducent erkender nu, at planen om en overtagelse inden for 18 måneder ser ud til at være urealistisk, skriver Financial Times.
"Vores diskussioner med tilsynsmyndigheder tager længere tid end først antaget, så det skubber tidsplanen," siger Jensen Huang, CEO i Nvidia, til mediet.
Kæmpehandlen er blevet genstand for konkurrenceundersøgelser verden over.
Jensen Huang forklarer dog, at selskabet stadig er "overbevist" om, at konkurrencemyndighederne vil godkende opkøbet af Arm.
Efter Nvidia i august 2020 meddelte, at selskabet ville købe britiske Arm Holding i det hidtil største opkøb i chip-branchen, er der fra flere sider blevet udtrykt bekymring om de mulige konsekvenser af gigant-købet til over 250 milliarder kroner.
Ifølge Financial Times har Nvidia ikke indgivet en formel ansøgning til de kinesiske konkurrencemyndigheder før otte måneder efter, at handlen blev annonceret.
En undersøgelse af denne kaliber kan nemlig strække sig 18 måneder, lyder det.
Stor modstand i Storbritannien
Handlen møder også modstand i Storbritannien, hvor Nvidias konkurrencesituation er blevet undersøgt.
Samtidig har handlen rejst spørgsmål om den nationale sikkerhed i Storbritannien. Den britiske regering vil nu sandsynligvis foretage en dybere gennemgang af fusionen på grund af nationale sikkerhedsspørgsmål.
Frygten fra flere myndigheder er, at Nvidia med opkøbet vil kunne lave om på, hvordan chip-producenten uddeler licenser til sin teknologi, som i dag er at finde i bred vifte af elektronik fra bærbare til biler, smartphones og wearables.
I efteråret underskrev flere tusinder britiske ledere et åbent brev til den britiske premierminister med en bøn om at sætte en stopper for salget af Arm Holding.
Nvidia har bedyret, at selskabet ikke vil flytte Arm Holding ud af Storbritannien.
Arm blev grundlagt i britiske Cambridge, men blev i 2014 solgt til japanske SoftBank, der altså nu står som sælger af virksomheden til amerikanske Nvidia.
SoftBank har under hele ejerskabet fastholdt Cambridge som udviklings-hovedkvarter for Arm.