Elbilsproducenten Tesla vrager Intel til fordel for ærkerivalen AMD i sin kommende serie af SUV’en Model Y.
Det skriver netmediet Brinkwire.
Skiftet begynder i selskabets kinesiske fabrik, som også er den, der forsyner det europæiske marked, herunder det danske med Model Y.
Fremover bliver det AMD’s Ryzen-serie af processorer, der vil drive blandt andet Teslas avancerede infotainment system frem. Før Intel-processorerne har Tesla tidligere benyttet sig af Nvidias CPU’er.
Selskabets administrerende direktør Elon Musk har tidligere bebudet, at Model S fra 2021-årgangen også vil skifte til AMD-baserede systemer.
Tesla giver ingen oplysninger om, hvilken processor der er tale om ud over, at den altså stammer fra AMD’s Ryzen-serie som i dag også benyttes i bærbare og desktop-maskiner.