Det har ikke altid været lige spændende at købe en ny bærbar maskine. Udviklingen igennem 10’erne gik nærmest i stå i takt med, at de to chip-giganter Intel og AMD døjede med teknikken og fremstillingen.
Men mod det nye årti, rørte AMD på sig, og siden er Qualcomm og især Apple begyndt at udfordre Intels dominans.
Nu er der ny ledelse og boller på suppen hos Intel, og det mærkes ved den første udgave af elektronikmessen CES i Las Vegas, hvor Intel er klar med en spændende kollektion af laptop-processorer.
I den anden lejr sover AMD ikke på laurbærrene, hvorfor der lægges op til et yderst lovende laptop-årgang.
Få overblik over, hvorfor netop 2022 tegner til at blive en helt særlig laptop-årgang.
Kerne-eksplosion fra Intel
Intel har hængt lidt i bremsen, når det gælder laptop-processorer, hvor der længe blot har været blot fire eller til nøds otte regnekerner at få i de bærbare maskiner.
Med 12. generation af selskabets Core-processorer, er Intel i midlertidigt klar med en heterogen arkitektur, hvor der satses på forskelligartede processorkerner for både at optimere i forhold til ydeevne og strømforbrug.
Første offensiv fra Intel kommer i form af H-processorer, altså dem der er tiltænkt de kraftigste maskiner med et strømforbrug på mellem maksimalt 35 og 65 watt. Senere på året følger såkaldte P- og U-serierne.
Det omsætter Intel i topmodellen i9-12900HK til en 6P+8E anordning, hvor seks performance-kerner og otte strømeffektive kerner tilsammen giver 20 regnetråde og frekvenser på op til 5,0 GHz.
Denne skulle ifølge Intel selv kunne blæse konkurrencen af banen, ved at overhale både Apples vilde M1 Max og AMD’s stærke topmodel R9 5900 HX i praktiske discipliner såsom Adobes Premiere og Lightroom samt Autodesks CAD og Revit-programmer.
Intels nye kollektion tæller otte cpu’er i både i5-, i7- og i9-familierne med 4P+4E, 4P+8E, 6P+4E samt stærkeste 6P+8E-opsætning – alt sammen serveret med varierende frekvenser. I P-serierne (~28 watt) fås op til 6P+8E konfigurationer, mens U-serien ( ~15 watt) leverer op til 2P+8E.
Intel forventer at over 100 forskellige laptop-modeller fra producenter som Acer, Dell, HP, Lenovo, MSI og Razer vil debutere med serien med salgsklare modeller allerede fra januar af.
Højteknologisk AMD-svar
Mens Intels offensiv udelukkende går efter performance-maskiner, udvider AMD sin portefølje med en Ryzen 6000-serien til laptops, der kan have en meget bred appel.
Her forenes såkaldte ’Zen 3+’ kerner, kendt fra AMD’s førende desktop-CPU’er med en grafik-chip baseret på selskabets vellykkede RDNA2 arkitektur.
Op til otte processorkerner snurrer her i samspil med 12 grafiske enheder, hvor sidstnævnte altså også nyder godt af en revideret arkitektur, højere frekvenser og langt hurtigere DDR5 ram.
Alt i alt skulle maskiner med Ryzen 6000-processorer ombordyde op til 30 procent højere end tilsvarende forgængere.
Når det gælder spil eller andre opgaver, der benytter sig af de grafiske enheder, skulle fremgangen være endnu større: AMD lover mellem 80 og 100 procents løft i spil, hvorfor den skulle kunne udradere selv dedikerede grafikkort som Nvidias MX450 på performance.
Processoren er samtidig fremstillet med en ny 6nm proces og få nogle nye lavblus-indstillinger, som skulle give længere driftstid og maksimalt strømforbrug mellem 15 og 45 watt.
Den strømvenlige processor-familie ventes at blive taget rigtig godt, forventer AMD, som vurderer, at over 200 forskellige laptop-modeller vil få de nye processorer i maskinrummet i 2022.
De første modeller med Ryzen 6000 ombord ryger til salg i løbet af februar måned.
Sideløbende med sine nye processorer, debuterer AMD også stribe af mobile grafikkort tiltænkt de lettere og tyndere maskiner: RX 6000S.
Her bydes på fire kort, der trækker mellem 50 og 100 watt og giver mellem 6,7 og 8,1 TFLOPS regnekraft.