En af Apples ledende stjerner indenfor chip-design, Jeff Wilcox, forlader nu tech-mastodonten til fordel for den længe herskende chip-kæmpe, Intel.
Topprofilen, som blandt andet kan nævne afgørende rolle i udviklingen af Apples imponerende M1-processorer samt den ultrasikre T2-sikkerhedschip, stopper hos Apple efter otte år hos selskabet.
Afskeden betyder samtidig et gensyn med Intel, som han i 2013 forlod til fordel for Apple.
”Efter otte fantastiske år, har jeg besluttet mig for at forlade Apple til fordel for nye muligheder,” skriver han på sin LinkedIn-side.
”Det har været en utrolig rejse og jeg kunne ikke være mere stolt over, alt det som vi har bedrevet i min tid, som har kulmineret med Apples M1, M1 Pro og M1 Max chips og systemer. Jeg kommer til at savne alle mine Apple-kolleger of venner inderligt,” fortsætter hans afskedssalut.
Skal gentage succesen hos Intel
I sin besked beskriver Jeff Wilcox, sin fremtidige rolle som produktchef ved Intels ’Client SoC Architecture’.
En afdeling, der hos Intel skal udvikle de integrerede systemer kalder ’System-on-chip’, den samme slags som Apples højtydende M1-kollektion er.
Med den nye topprofil ved roret hos Intel, giver det håb om, at Intel igen vil kunne konkurrere på de stadigt mere integrerede systemer, som fremtidens bærbare komponenter vil kræve.
På rov hos Apple
Intel er ikke den eneste teknologi-kæmpe der på det seneste er gået på rov i Apples stab.
Senest lød det, at Facebook-selskabet Meta, har hentet mere end 100 nøglemedarbejdere hos Apple, hvilket efterfølgende har fået selskabet til at tildele bonusser i millionstørrelse, for at fastholde de afgørende medarbejdere.