At ellers så altdominerende og overskyggende Intel har døjet på det seneste er ikke nogen hemmelighed.
Produktionskvalerne blev ved og ved, mobilrevolutionen blev overset,5G-kapløbbet stemplede man ud af, mens ærkerivalen AMD åd sig ind på alle Intels enemærker.
Selv tidligere storkunder som Microsoft og Apples satser på egenudviklede processorer – og i Apple tilfælde med stort held.
Men, men. Ledelsen blev skiftet ud ved årskiftet og siden, at den nye administrerende direktør og frelser-figur Pat Gelsinger er trådt til, er der nu tegn, der tyder på, at Intel er på rette kurs.
Det første stik
Intels og Pat Gelsinger første opgave, var at sikre at selskabets første store produktlancering under den nye ledelse skulle være vellykket.
De såkaldte ’Alder Lake’ processorer får salgsdebut 4. november, hvor selskabet skal bevise, at den dels mestrer sin nye (for selskabet) 'Intel 7' fremstillingsteknik, samt at den nye chip-arkitektur skal stå sin prøve, når det gælder ydelse og strømforbrug.
Timingen er samtidig uhyre vigtig. Julehandlen er i gang og Intels desktop-portefølje har længe halet efter konkurrencen fra AMD.
De første tal er dog opløftende.
De er signeret af Intel selv, men indikerer allerede, at Intel kan levere et markant performance-løft fra generation til generation. Noget som selskabet har døjet med i snart ti år.
Rimelige priser - tegn på selvtillid?
Intels nye processor-kollektion er samtidig til at betale.
Nuvel – priserne er steget, med omtrent 10 procent over hele linjen, men den nye Core i9-12900K skulle også kunne mønstre et ydelsesboost på 30,50 og endda 100 procent i visse discipliner i forhold til sin forgænger, Core i9-11900K.
Prisløftet fra 549 til 589 dollar synes derfor at være berettiget.
Samme tendens er også at spore i den billigste model, Core i5-12600KF, som dybest set koster det samme som den historisk vellidte Core i5 2500K fra ti år siden, når man korrigerer for inflation.
Intel skal dog bevise, at de kan levere varen i en verden hvor forsyningskæderne klumper til og hvor særlig produktionskapaciteten af chip-komponenter er en mangelvare.
De rimelige priser indikerer dog, at Intel faktisk vil levere chips til masserne, fremfor at spytte få modeller ud til høje priser og fede marginer.
Det næste stik
Intels næste skridt i retning mod konkurrencedygtighed er allerede lige om hjørnet, hvor Alder Lake gøre klar til at debutere i det bærbare marked inden udgangen af året.
Her bliver det toppen af markedet der imødekommes først, med processorer, der skulle kunne tilbyde op til 14 regnekerner, i en ’6P+8E hybrid’ konfiguration, hvor seks performance-kerner og otte strømbesparende kerner vil kun afvikle 20 regnetråde på en gang.
Den kommende i7’er, kaldet 1270P, er allerede nu lækket og skulle levere 12 kerner og 16 regnetråde i en 4+8 konfiguration.
Strømforbruget for de nye processorer er dog afgørende. Tal fra Intels desktop-kollektion viser dog, at topmodellen Core i9-12900K kan matche forgængerens performance ved blot en fjerdedel af strømforbruget.
Hvordan det står i konkurrencen med Apples nyligt lancerede M1 Max processor mangler dog at blive bevist.
Flere faldgruber
Mens Intel synes at have et par gode kort på hånden de kommende måneder, har Intel dog stadig en række udfordringer, det skal overkomme.
Mens hullet til AMD’s bærbare processorer synes at være lappet, står tingene ikke stille hos konkurrenten, som inden for nogle få måneder vil præsentere næste iteration af sine Ryzen processorer til både laptops og skrivebordsmaskiner.
Samtidig skal Intel have omsat sine nye teknologier til det lukrative server-marked, hvor selskabets kombination af strømeffektive og performance-kerner vil kunne give store fordele.
Her skal Intel dog ikke blot levere silicium, der kan bide skeer med AMD’s server-løsninger, der skal også konkureres med nye former for datacenter-hardware såsom egenudviklede Amazon-processorer eller Nvidias voksende skare af server-produkter, hvor selskabets grafikkort på sigt også kan blive styrket af ARM-processorer.
Uforsigtig optimisme
Intel synes dog selv at være mere end fortrøstningsfulde omkring selskabets produkt-pipeline.
Efter at have ligget underdrejet i det meste af det forrige årti, lyder den aggressive melding fra Pat Gelsinger at man vil slå Moore’s famøse lov, som siden 60’erne har forudset chip-branchens eksplosive vækst.
En lov som dikterer, at processorer byder på dobbelt så mange transistorer hver 18. måned og som siden 60’erne har holdt indtil den begyndte at tabe pusten i 10’erne.
Ifølge Intel-chefen vil Intel holde eller endda overhale den kadence, og han regner ikke med, at Intels konkurrenter vil kunne følge med det tempo, skriver PCWorld.
Første bevis på hvorvidt Intels nyfundne ambitioner er udtryk for uforsigtig optimisme eller berettiget selvsikkerhed får vi at se til foråret, når endnu to afgørende produkt fra Intel skal debutere: Den nye generation kaldet Raptor Lake samt selskabets første high-end grafikkort.