Måske har du et ældre GoPro liggende? For eksempel et GoPro 6 fra 2017, som denne anmelder.
Et, hvor du tænker, at det er fint nok. For hvor meget innovation kan man reelt putte ind i et actionkamera år efter år?
Men efter et par uger sammen med GoPro 10, det nyeste skud på stammen, er svaret: Ret meget. Måske endda så meget, at det er på tide at opgradere, hvis du ligger inde med en ældre model.
For GoPro, som er både skaberen af actionkamera-kategorien og guldstandarden i den, har med GoPro 10 formået at sætte barren meget højt.
Farvel til det besværlige hus
Først og fremmest vil ejere af ældre modeller glæde sig over, at det lille actionkamera ikke længere kræver et særskilt hylster for at kunne monteres på GoPros omfattende system af tilbehør.
I stedet foldes to beslag ud i bunden, hvorefter du er parat til at sætte kameraet på din hjelm, dit cykelstyr, din saddelpind, din flydende snorkelgreb, din sugekop, dit fotostativ, din hund, din bryst-sele eller nogle af de utallige andre sære og nyttige monteringsmuligheder.
Undervejs i testen prøvede vi både cykelmontering via en adapter til Garmin-cykelcomputerholder, en sugekop i bagruden af en sportsvogn til trackday, på brystet og i GoPros egen sammenfoldelige trefod uden problemer.
At kameraet samtidig er vandtæt ned til 10 meter betyder, at du næsten kan slippe for hylstre. Skal du ud og dykke skal du dog købe et dedikeret hus til at klare trykket i dybet.
Kæmpe hop med ny processor
Det største hop fremad for GoPro er dog inden for billedkvalitet og i softwaren. Begge dele drevet af GoPros nye GP2 processor.
Den leverer både skarpe videoer, en virkelig god billedstabilisering i softwaren og en langt mere responsiv touchskærm end tidligere.
Vores test viser, at mørke er stadig GoPro´s kryptonit. Men så længe der er rigeligt med lys, kan du forvente virkeligt skarpe og flotte videoer.
De hurtige skift mellem lys og skygge, som også før i tiden kunne drille kameraerne, er også blevet bedre. Men kan stadig drille.
Bruger du lidt tid på at se et par Youtube-videoer om de bedste indstillinger, vil du dog helt sikkert kunne få mere ud af dit kamera.
De stadigt kraftigere processorer i de små kameraer betyder også, at GoPro nu kan levere flotte videoer i 2,7K kvalitet (2.704 x 1.520 pixels) med hele 240 billeder i sekundet. Det gør, at du kan lave slowmotion i 1/10 af normal hastighed – en vigtig del af det, at have et GoPro.
På videoen herunder kan du se et eksempel lavet som en del af testen. Videoen er optaget i 2,7K og 240 fps. Artiklen fortsætter under videoen...
Vil du holde dit indhold i 4K, må du nøjes med 120 billeder i sekundet. Også imponerende, og det er nok reelt svært at se forskel på 2,7K og 4K på alt andet end de bedste skærme.
GoPro har i øvrigt også en cinematic mode, som lader dig optage i 5,3K til dig, som vil redigere videre derhjemme.
Den medfølgende app er god - og gør det nemt at styre
Kan mindre gøre det, så er GoPros software til din smartphone ret effektivt til at redigere og udgive klip af dine udfoldelser på ski, cykel eller racerbanen.
Samtidig er appen virkeligt nyttig, når monteringen skal testes inden afgang, eller hvis kameraet sidder et sted, hvor det er svært at komme til at indstille det via touchskærmen.
Som mountainbiker er den helt store innovation i forhold til ældre GoPros, at billedstabiliseringen er blevet så god.
Med de ældre modeller skulle du montere dem i GoPros Karma Grip-gyrostabilisator, som fyldte seks gange som meget som kameraet, vejede væsentligt mere og ikke var vandtæt. Og i øvrigt kostede 2.500 kroner.
Med GoPro 10 er den tid forbi.
I stedet leverer kameraet nu hele billedstabiliseringen i softwaren - og gør det imponerende godt. I øvrigt mens lysfølsomheden og billedskarpheden har fået et stort løft.
Test på MTB-sporet i Hareskoven
Som en del af testen satte undertegnede således et GoPro 10 på brystet og begav sig igennem Hareskoven nord for København på mountainbike af samme rute, som jeg før har testet med den tungere og større kombination af et GoPro 6 og Karma Grip.
Videoen, hvor der klippes mellem de to løsninger, kan du se nedenfor.
Begge ture er kørt på en fuldaffjedret cykel på samme strækning – og bemærk hvor skarp det nye GoPro er, også ude i siderne.
Artiklen fortsætter under videoen...
Alt den computerkraft har dog sin pris.
Så forvent ikke mere end en times brug af dit nye GoPro ved normal temperatur - og mindre i koldt vejr på skiferien eller hvis du filmer alt i 240 billeder i sekundet.
Ekstra batterier og en eventuel ekstra lader er derfor fortsat et must, hvis du bruger dit GoPro over længere tid.
Det kan i øvrigt sagtens komme på tale, for ud over bedre video kan nyere GoPro-kameraer også tage en lang række forskellige timelapses, hvor flere hundrede eller tusinde fotos samles til en kort film.
Den slags kan normalt være lidt besværligt at sætte op, men her hjælper softwaren dig godt på vej.
Bare peg kameraet den rette vej, fortæl softwaren hvor lang den endelige film skal være og hvor tit, der skal tages billeder, så laver appen resten.
GoPro sætter stadig standarden
Faktisk er det kun på foto-delen, at vi gerne havde set lidt flere muligheder for at tune kameraet.
Men det er nok mest, fordi mere vil have mere. For vil du have gode billeder, er smartphones eller DSLR-kameraet det bedste valg – det er bare sjældent, at du lige har dem på dig på syv meter vand eller i en kæmpe mudderpøl i skoven.
Det er her, at GoPro hersker.
Så skal du dokumentere dit actionfyldte liv i sne, regn, mudder eller vand, så sætter GoPro stadig standarden. Og kommer du fra en af de lidt ældre modeller, vil du blive overrasket over, hvor meget bedre de er blevet.
Videoen nedenfor er taget fra et GoPro 10 monteret på brystet af testeren. Videoen er lavet i en lidt mørk Hareskov og stabiliseringen er foretaget direkte i kameraet.