Få uger efter hackerangrebet på krypto-platformen Poly Network har virksomheden fået tilbagebetalt hele beløbet på 600 millioner dollar, som selskabet fik stjåelet.
Det oplyser selskabet selv på sin Twitter-profil.
Angrebet var et af verdens største mod en platform, der handler med kryptovaluta. Omregnet i danske kroner fik Poly Network stjålet kryptovaluta for godt 3,8 milliarder.
"Kære "hacker." Mange tak skal du have! Vi er klar på et nyt eventyr," skriver selskabet på twitter efter man har konstateret, at næsten hele beløbet er blevet tilbagebetalt af den ukendte gerningsperson.
Efter angrebet mod Poly Network truede selskabet hackeren bag med juridiske sanktioner og opfordrede vedkommende til at tilbagebetale alle pengene, som var blevet stjålet fra selskabets platform.
Nyhedsbureauet Reuters har angiveligt været i kontakt med hackeren efterfølgende, der forklarede, at intentionen ikke var at beholde pengene. Det var alene at udstille sårbarheden i systemet.
Det var tilsyneladende også tilfældet og derfor har Poly Network også droppet planerne om et juridisk efterspil.
Tværdimod har selskabet lovet at betale hackeren bag angrebet en dusør på intet mindre end 500.000 dollar eller hvad der svarer til 3,1 millioner kroner for at finde sikkerhedshullet i platformen.
Samtidig tilbyder selskabet tilmed den anonyme hacker, som går under navnet #mrwhitehat et job hos Poly Network.
"Poly Network har ingen intentioner om at holde #mrwhitehat juridisk ansvarlig og inviterer ham hjerteligt til at blive vores Chief Security Advisor (chef sikkerhedsrådgiver, red.) $500.000 dursør er på vej. Hvad end #mrwhitehat vælger at bruge pengene på har vi ingen holdning til," skrev selskabet på Twitter fredag eftermiddag.
Poly Networks platform tilbyder brugerne at handle med en række kryptovalutaer på tværs af platformen. Derfor havde hackeren bag angrebet adgang til en række brugere værdi i flere forskellige kryptovaluta.