Velkommen til torsdagens morgen-briefing, som på denne dejlige morgen er sammensat af ugens morgen-vært, Dan Jensen.
IT-Branchen sender anbefalinger til regeringen
IT-Branchens nye CIO Transformation Board har holdt sit første møde og sender nu en række konkrete anbefalinger til regeringen om opgradering af arbejdsmarkedet.
Boardet foreslår blandt andet, at der satset på flere digitale ledere, at universiteterne har mere fokus på efteruddannelse med fokus på digitalisering samt at ledige opkvalificeres med digitale kompetencer.
I CIO Transformation Boardet sidder en række CIO’er, hvoraf flere har været nomineret til titlen som Årets CIO af Computerworld, herunder Ann Fogelgren, Anne Nørklit Lønborg og flere andre. Som formand sidder Morten Holm Christiansen.
Du kan læse mere hos IT-Branchen her.
Telia sælger 49 procent af sine masteforretninger i Norge og Finland
Telia - med tidligere TDC-topchef Allison Kirkby i spidsen - har besluttet at sælge 49 procent af sin masteforretning i Norge og Finland til et konsortium bestående af selskaberne Brookfield og Alecta.
Konsortiet lægger 722 millioner euro på bordet for ejerandelen i masteforretningen, der består af i alt 4.700 telemaster.
Telias masteforretning i de to lande omsætter for 88 millioner euro om året.
Telia ejer i alt 25.000 master i de nordiske og baltiske lande.
Bent Flyvbjerg vender hjem til Danmark - ansættes på ITU
Den kendte professor Bent Flyvbjerg vender hjem til Danmark efter en årrække som professor ved Oxford Universitet.
Han har nemlig fået stilling på IT-Universitetet i København, hvor Villum Fonden har bevilget 30 millioner kroner til at hyre ham.
“Professor Bent Flyvbjerg er verdens førende og mest citerede forsker inden for project- og program management, herunder forskning i it-projekter;” meddeler IT-Universitetet i en udsendt meddelelse.
“Statistisk set er det sjældent, at megaprojekter er færdige til tiden og holder budgettet. På Oxford Universitet har Flyvbjerg og hans team udviklet den største forskningsbaserede database i verden om it-projekters performance for at teste teorier om risici i it-investeringer, hvor mange omkostninger ofte eksploderer,” meddeler universitetet.
TDC Net køber solstrøm til at dække 60 procent
TDC Net indgår aftale med Better Energy om at aftage strøm fra fire nye solcelle-parker i Danmark, som i 2023 vil kunne levere 60 procent af TDC Nets samlede strømforbrug.
Det svarer til 140 GWh. De fire solcelleparker skal placeres i Svendborg og i Nørre Aaby på Fyn samt på to endnu ukendte lokationer i Jylland, og de første leverancer af grøn strøm fra dem skal falde i begyndelsen af 2022.
Det er planen, at TDC Net vil følge op med en lignende aftale på vindenergi, “så TDC Net om bare syv år har været med til at tilføre al den grønne strøm til elnettet, som virksomheden forbruger,” meddeler virksomheden.
”Som Danmarks største leverandør af digital infrastruktur ønsker vi at tage et samfundsansvar og understøtte den ambitiøse plan for at omstille hele det danske samfund til at være fossilfrit. Det er en af grundene til, at vi sigter imod at være en klimaneutral virksomhed allerede i 2028,” meddeler direktør Andreas Pfisterer.
10 robot-anbefalinger fra DI Digital
Danske virksomheders konkurrenceevne skal løftes ved hjælp af robotter, lyder det fra DI Digital, der har formuleret 10 anbefalinger til, hvordan vi for alvor kan få sat robotterne i arbejde, som det hedder.
Blandt de 10 anbefalinger er blandt andet forslag om at kunne straksafskrive robot-investeringer, nedsættelse af en ‘robotkomite,’ der skal se på, hvor Danmarks skal satse samt satsning på robot-teknologi i sundhedssektoren.
Omkring 10 procent af de danske virksomheder anvender i dag robotter, hvilket placerer Danmark blandt de tre førende lande i Europa på området (sammen med Spanien og Finland).
Du finder alle de 10 anbefalinger hos DI Digital her.
Samesystem godt i gang på børsen
Samesystem med direktør Henrik Salicath i spidsen havde onsdag første handelsdag på minibørsen First North, efter selskabet op til noteringen pludselig sænkede sin værdiansættelse med 100 millioner kroner.
Aktierne var blev solgt til kurs 5i tegningsperioden og steg umiddelbart efter noteringen til kurs 5,75, hvorefter den faldt ned til kurs 4,74.
Ved børsens lukketid kl 17:00 onsdag lå aktien på kurs 5,25.
Du kan følge Samesystem på First North her.