Ideen om en postapokalypse har fungeret som brændstof for spilgenren i næsten lige så lang tid som den har eksisteret. Fiktive samfund er blevet ødelagt, genopbygget, ødelagt igen og nogle gange endda også genopbygget igen, i den evindelige kamp om håb og viljen til at overleve.
Alt det ved skaberne af Biomutant øjensynlig godt, og deres kreative påfund er derfor at her er tale om et spil der foregår i post-postapokalypsen, hvilket ud over at lyde lidt skævt, ikke synes at være markant anderledes end postapokalypsen.
Alligevel er alt ikke som det plejer at være i spil med dette oplæg, ikke mindst fordi man tager kontrollen over et hamster-lignende væsen, der med sine menneskelige træk er en lidt mere aktiv størrelse end den kæledyrs-variant som de fleste kender. Inden man får lov til at gå i gang med det hele, skal der også vælges karaktertype for Biomutant er et vaskeægte action-rollespil, hvor der både kan kastes med magiske besværgelser og skydes med maskinpistoler.
Grunden til at den løjerlige verden står for fald og har hårdt brug for en helte-person, bliver forklaret gennem en halvkedelig og nærmest ligegyldig historie. Hovedpunkterne er dog at det såkaldte ”verdenstræ” er under angreb af nogle stygge typer, der håber på en fremtid med en post-post-postapokalyptisk verden som baggrund.
Hvis det alt sammen lyder lidt kringlet er det måske fordi at Biomutant kaster spilleren ind i denne underlige verden, uden rigtigt at tage sig tiden til at forklare hvordan det hele er endt sådan. Det hele bliver naturligvis løbende givet lidt mere kontekst, men fra starten forventes man at lade sig fascinere så meget af den omkringliggende verden, at de mange spørgsmål sagtens kan vente med at blive besvaret. Det virker dog desværre ikke helt.
Meget mere tilgængelig er dog heldigvis spilopbygningen, der efter at have holdt dig i hånden den første times tid, åbner op for en verden hvor man frit kan vælge sin vej frem.
Opgaver er der nok af, men inden man giver sig i kast med dem, bedes man sværge troskab mod en af flere stammer, der på binær vis også beder dig vælge om du vil kæmpe for den lyse eller mørke side. Fleksibiliteten og særligt konsekvenserne bliver dog aldrig særligt store, og derfor kommer det hele hurtigt til at virke kunstigt og unødvendigt.
Da Biomutant er et action-rollespil med særlig stor vægt på kamp, har udvikleren fyldt på med masser af muligheder for at man selv kan få lov til at sætte sit aftryk på det hele. Her er et væld af unikke evner som kan læres, nogen endda på en sådan måde at man kan sammensætte sine egne dødelige kombinationer.
Våbensystemet er endnu mere imponerende, og her er det muligt at finde og udskifte komponenter på en sådan måde at man selv får lov til at skræddersy sit arsenal
Ligesom med moral-systemet hvor man bedes vælge side uden at det rigtig gør en forskel, snubler kampsystemet dog også på mållinjen. Mens fleksibiliteten er stor og opfordrer til udforskning i jagten på nye dele,mangler selve kampene, hvor de mange våben og evner bruges, både dybde og tyngde.
Heftigt knaptrykkeri er ofte den bedste vej frem, mens slag, spark og skud i den grad mangler tyngde, og her i stedet kvitterer med mangelfulde lydeffekter og animationer.
Tendensen hvor hver god ide efterfølges af en semi-dårlig eller blot uopfindsom udførsel, er desværre en genganger der ender med at forme den samlede oplevelse af Biomutant. Baggrundshistorien kunne have været interessant, men missionerne der fylder mere på historien, er kedelige.
Den grafiske side er fra tid til anden afsindig smuk, men efterfølges af områder der er lige så brune som de er udetaljerede. Glæden ved at finde en ny komponent til ens maskingevær er stor, men lydeffekterne får den til at lyde som en Super Soaker med sand i tanken.
Biomutant ender med at være en lunken oplevelse, hvor man mange gange sidder med ønsket om at udvikleren kunne have taget sig lidt mere tid til at finpudse eller genoverveje detaljerne.
Potentialet er stort, men fra tid til anden virker det som om eventyret er sammensat af en masse gode komponenter som aldrig helt passer sammen. Er man fascineret af den originale verden er der intet i vejen for at man giver det et forøg, men andre gør bedst i at vente og se om udvikleren over tiden vil få rettet op på de mange skæve kanter.