Rejsen har efterhånden været lang for den polske udvikler People Can Fly. Med store ambitioner og ideer slog de i første omgang deres navn fast med Painkiller-serien tilbage i 2004, fulgte det op med det hæsblæsende Bulletstorm, blev opkøbt af Epic Games og lavede Gears of War: Judgment før de igen søgte deres egen frihed som uafhængig spiludvikler.
Outriders er derfor det første spil siden 2015 der igen har fået påklistret udvikler-navnet People Can Fly (som for en tid var blevet udskiftet med Epic Game Poland), og heldigvis mærkes det hurtigt at den fandenivoldskhed og originale tone som tidligere kendetegnede teamets udgivelser stadig er helt intakt.
Forfriskende enkelt
Forskellighederne er at spore helt fra starten, for trods at det ligner endnu et forsøg på et ”game as a service” i stil med Destiny 2, The Division 2 og det næsten hedengangene Anthem, er her tale om en lukket oplevelse uden store løfter om konstante udvidelser og ugentlige konkurrencer. Den slags er i sig selv forfriskende.
Ikke desto mindre er der tale om et science-fiction inspireret actionspil i tredjeperson, hvor aftrækkeren nærmest kun slippes når der skal fortælles en smule historie. Her er monstre, skurke og alt ind i mellem der hver har deres grund til at gøre livet surt for dig. Det hele er bundet sammen af en historie der fortæller om udforskningen af en ny verden og ideen om et utopisk samfund der sidenhen har udviklet sig til et mareridt.
Ligesom resten af pakken, virker historien ofte som et kludetæppe vævet sammen af historier fra andre spil og bøger, tilsat den slags ”krig i rummet er det samme som krig på jorden”-tilgang som effektivt farver det meste af persongalleriet.
Men trods at dialogen og stemmeskuespillet til tider er tåkrummende, samt at det hele har en smag af b-film over sig, fungerer både historien og karaktererne også bedre end mange af de andre konkurrerende spil som har forsøgt sig med den samme tilgang. Udviklerens egen skæve fortolkning af det hele giver personlighed, og afvæbner ved ikke konstant at forsøge at være den mest bombastiske science-fiction fortælling til dato.
Velkendte ideer med et twist
Og blandingen af velkendte ideer der har fået et twist gør sig også gældende i resten af pakken. På forfriskende vis har den polske udvikler derfor udnyttet, at her ikke er tale om et spil hvor hvert tiltag skal strækkes ud i det uendelige fordi publikummet skal holdes fanget online i tusindvis af timer.
Selvom der altså stadig er tale om et spil hvor en stor del af underholdningen findes i jagten på nyt udstyr, er der skruet ned for meningsløse gentagelser af de samme missioner i jagten på specifikt udstyr. I stedet har man på det nærmeste revet regelbogen i stykker, og i stedet bygget det hele fra bunden med et ønske om at Outriders først og fremmet skal være sjovt at spille fra første gang man drager i kamp.
Man vil derfor hurtigt begynde at finde udstyr der eksempelvis fordobler brugen eller styrken af de unikke evner som ens karakter besidder, og det er kun starten på et udbud af forskellige færdigheder og evner der vokser så hurtigt og markant at der altid er noget at eksperimentere med. Det er også en radikal ændring i forhold til lignende titler, hvor jagten på markante opgraderinger ofte foregår i snegletempo fordi man ønsker at holde spillerne fanget i længst mulig tid.
At man så hyppigt bliver givet nye, sjove opgraderinger, gør også at man hurtigt kan gå i gang med at forsøge sig med forskellige opsætninger af de fire forskellige karakter-klasser, hvor man eksempelvis kan dreje dem i retning af at give de andre spillere styrkende bonusser, fungere som holdets tank eller blot være den der står for den primære del af skaden. Fleksibiliteten i systemet er stor og udvides yderligere med et sjovt og tilgængeligt crafting-system, hvor man kan skræddersy sit eget udstyr.
Snedigt er også tilgangen til sværhedsgraden. Et ”Tier”-system sørger således automatisk for at stige jo bedre man klarer sig, og vælger man hele tiden at spille i den øverste Tier tilgængelig, vil chancerne for at finde bedre udstyr også være større. Bliver udfordringen derimod for stor, står det spilleren frit for at sætte niveauet ned. Det er et snedigt system som hele tiden opfordrer til at søge udfordring, men som omvendt ikke straffer hvis det hele bliver for svært.
At Outriders ikke har de samme produktionsværdier som nogle af genres tungeste drenge, ses i animationerne, stemmeskuespillet og den generelle finpudsning af det hele, men mere end opvejes gennem friske ide og ren spilleglæde.
Svært at overse de tekniske fejl i spillet
Desværre har det indtil videre ikke været lige så nemt at overse de mange tekniske fejl. Mest rammende har været at serverne har været overbelastede, hvilket særlig er gået ud over de der har ønsket at spille sammen med deres venner i co-op (tre personer kan spille sammen), samt de der har nået spillets sidste del med særlige missioner.
Andetsteds er der hop i billedhastigheden, lyd der pludseligt forsvinder, problemer med opstart og animationer der ikke hænger sammen. Udgiveren har fikset server-problemerne og skulle inden længe stå klar med et patch der skulle klare de andre fejl, men da det ikke var tilgængeligt forud for denne anmeldelse, bør man måske se tiden an hvis man ikke er villig til at acceptere den slags.
Skavanker og b-films stemning ændrer dog ikke ved at Outriders er helt igennem fornøjeligt og har valgt at satse kræfterne de vigtigste steder. Det har resulteret i nogle virkelig gode ideer, masser af fleksibilitet i loot-systemet og en spilbarhed der virker ved at være underholdende fra start til slut. Et friskt pust til en genre der har set alt for mange billige kopier.