Colonial Pipe bekræfter nu, at det amerikanske olieraffinaderi har betalt over fire millioner dollar til hackerne bag angrebet på USA's største rørledning.
I sit første interview efter det ødelæggende hackerangreb på amerikansk infrastruktur, indrømmer topchef for selskabet Joseph Blount, at selskabet har betalt hackere 4,4 millioner dollar for at få adgang til en dekrypteringsnøgle.
Omregnet til danske kroner lyder prisen for at låse de vitale systemer op igen på 26,7 millioner kroner.
"Jeg ved, det er en yderst kontroversiel beslutning," siger Joseph Blunt til den amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal.
Colonial Pipeline råder over USA's største rørledning og forsyner 45 procent af den amerikanske østkyst med olie. Det er blandt andet årsagen til, at topchefen bukkede under for hackernes krav.
"Det var ikke nogen let beslutning. Jeg indrømmer, at det ikke var behageligt at se penge ryge ud af vinduet til den slags mennesker. Men det var det bedste at gøre for nationen," siger han til avisen.
Myndigheder i både USA og i Danmark advarer med jævne mellemrum mod at betale den løsesum hackere kræver efter et ransomware-angreb. Betaler man prisen for at få adgang til krypteringsnøglen, opfordrer man, ifølge myndghederne, andre til at forsøge samme strategi.