Størstedelen af løsesummen, som Colonial Pipeline betalte DarkSide-hackergruppen, er blevet tilbageerobret.
Sådan lyder den officielle melding fra USA's justitsministerium, der står bag indsatsen, skriver NY Times.
Sidste måned blev Colonial Pipeline ramt af cyberangreb så voldsomt, at olieraffinaderiet måtte sætte USA's største brændstofledning ud af drift midlertidigt.
Angrebet førte til brændstofmangel, en stigning i benzinpriser og kaos hos amerikanske flyselskaber.
Nu er størstedelen af løsesummen, som selskabet betale det russiske hackerkollektiv, blevet beslaglagt af de amerikanske myndigheder.
Ifølge mediet betalte Colonial Pipeline 75 bitcoins, svarende til mere end fire millioner dollar, for at få dekrypteret systemerne.
Men nu er 63,7 bitcoins, svarende til 2,3 millioner dollar, blevet tilbageerobret af myndighederne.
Efterforskerne bag indsatsen måtte spore løsesummen gennem en labyrint af mindst 23 konti, der tilhører DarkSide, indtil kryptovalutaen endte på en konto, hvor en amerikansk domstol gav myndighederne lov til at bryde ind.
"Den sofistikerede brug af teknologi til at holde virksomheder og endda hele byer som gidsler til fortjeneste er en stor udfordring i det 21. århundrede, men det gamle ordsprog 'følg pengene' gælder stadig," fortæller Lisa O. Monaco, USA's justitsminister, til en pressekonference i justitsministeriet.
Det bedste for nationen
Topchefen i Colonial Pipeline, Joseph Blunt, har tidligere fortalt, hvorfor selskabet valgte at betale løsesummen.
"Det var ikke nogen let beslutning. Jeg indrømmer, at det ikke var behageligt at se penge ryge ud af vinduet til den slags mennesker. Men det var det bedste at gøre for nationen," sagde han til den amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal.
Colonial Pipeline råder over USA's største rørledning og forsyner 45 procent af den amerikanske østkyst med olie. Det er blandt andet årsagen til, at topchefen bukkede under for hackernes krav.