Covid-19-pandemien har ændret de danske topchefers prioriteter. Det viser en ny undersøgelse, som IBM har foretaget.
Undersøgelsen er blevet fortaget blandt 3.800 topchefer på globalt plan, hvor af 173 af deltagerne er ledere i danske virksomheder.
Ifølge undersøgelsen, der har titlen ”COVID-19 impact on executive perspectives, perceptions and behaviors” har de danske topchefer markant opprioriteret spørgsmål som krisestyring, sikkerhed på arbejdspladsen, mental sundhed og muligheden for at arbejde hjemmefra.
I undersøgelsen svarer blot én procent af de adspurgte danske ledere, at krisestyring var en høj prioritet for to år siden, mens 18 procent svarer, at det er en høj prioritet i dag og 42 procent forventer, at det bliver en høj prioritet om to år.
Samme udvikling ses, når det kommer til fokus på sikkerhed på arbejdspladsen. Her svarede kun én procent, at det var en høj prioritet for to år siden, mens 20 procent svarer det er en høj prioritet i dag og hele 56 procent svarer, at de forventer at det er en høj prioritet om to år.
Læs også: Krisen har dræbt fordommene om hjemmekontoret: "Nu får fjernarbejde et kæmpe spark fremad"
Større fokus på hjemmearbejde
I løbet af coronakrisen har der været stor fokus på hjemmearbejde, og 72 procent af de danske topchefer i undersøgelsen svarer også, at de i løbet af de næste to år vil prioritere at få etableret forbedrede muligheder for hjemmearbejde.
Til den tid forventer topcheferne, der kommer fra et bredt udsnit af forskellige brancher, at 24 procent af medarbejderne vil være i stand til at arbejde hjemmefra. Det er næsten en fordobling i forhold til for to år siden.
De danske topchefers vurdering ligger på linje med topchefer fra resten af verden.
Til sammenligning vurderer de svenske topchefer at 22 procent af de ansatte vil være i stand til arbejde hjemmefra, mens topscoren er Taiwan, hvor 28 procent af landets topchefer vurder, at de ansatte vil kunne arbejde hjemme fra om to år.
Større fokus på mentalt helbred
Under coronakrisen har der været en udbredt bekymring for, at vi vil se større grad af ensomhed i befolkingen, samt at der blandt folk der arbejder hjemmefra, vil være en risiko for, at fritid og arbejde smelter sammen, hvilket blandt andet kan føre til stress.
Derfor er det også interessant, at vi ifølge undersøgelsen ser et større fokus på medarbejdernes mentale sundhed blandt de danske topchefer i undersøgelsen.
Kun ni procent havde for to år siden fokus på at stille mentale helbredsressourcer til rådighed for medarbejderne, mens 37 procent nu forventer at stille flere ressourcer til rådighed i løbet af de kommende to år.
Det er dog værd at bemærke, at Danmark ligger relativt lavt sammenlignet med mange andre lande, når det handler om at stille mentale helbredsressourcer til rådighed.
I Tyskland og Storbritannien svarer henholdsvis 17 og 24 procent, at de havde fokus på det for to år siden og henholdsvis 50 og 67 procent svarer, at det vil være et fokusområde om to år.
I undersøgelsen spørger IBM også deltagerne om, hvordan deres prioriter i forhold til nye teknologier som cloud og kunstig intelligens har ændret sig.
Her prioriterer 61 procent af de danske topchefer cloud højt i dag, mens 81 procent forventer at gøre det om to år.
Når det gælder kunstig intelligens er det en høj prioritet for 24 procent, mens 46 procent forventer at have det højt på dagsordenen om to år.