Godmorgen og velkommen til dagens morgen-briefing fra Computerworld.
Morgenens nyhedsbestyrer er Niels de Boissezon.
Alibabas cloud-forretning styrer mod sit første overskud
Den kinesiske nethandels- og cloud-virksomhed Alibaba er på nippet til at levere sit første overskud.
Ifølge CFO Maggie Wu forventes selskabets cloud-forretning at generere et overskud inden for dette regnskabsår.
Det giver virksomheden frist til 31. marts 2021, inden det skal levere et plus på bundlinjen.
Netop cloud-forretningen anses for at være afgørende for den kinesiske it-virksomheds fremtidige vækst, skriver finansmediet CNBC.
Alibabas administrerende direktør Daniel Zhang kalder cloud computing for en vækstmotor og at verdenen fortsat er ved kimen til en ’global cloud æra’.
Nyt legal tech-projekt vil lette informationssøgning for jurister
It-virksomheden Schultz, Københavns Universitet og Ankestyrelsen vil sammen udvikle et informationssøgningssystem til jurister og sagsbehandlere, som skal kunne navigere i enorme mængder af domme, lovgivning og afgørelser.
Systemet skal kunne pege sagsbehandleren i retning af relevante juridiske informationer ud fra en sagsbeskrivelse alene . Målsætningen er at effektivisere sagsbehandlingen og minimere risikoen for fejl.
Særligt for det nye anbefalingssystem bliver, at det vil anvende sprogforståelse, ’Natural Language Processing’ (NLP), optrænet i dansk lovgivning.
”Sammen kan vi kombinere den seneste viden inden for Natural Language Processing, en omfattende mængde juridisk data og ikke mindst retsvidenskabelig forskning,” udtaler Simon Svarrer, administrerende direktør i Schultz.
Projektet finansieres af en pulje fra Innovationsfonden på 12 millioner kroner. Tidsrammen lyder på tre år, inden at det kan udrulles hos offentlige myndigheder, kommuner eller advokatsektoren.
Uber genvinder sin London-licens
Den amerikanske transport-tjeneste Uber kan igen gøre sig gældende i den trængte storby London, godt et år efter, at virksomhedens tjeneste blev forvist fra byen.
Det skriver britiske BBC.
Den generhvervede tilladelse gør, at 45.000 Uber-chauffører i byen kan genoptage driften i den britiske metropol.
Bag det oprindelige forbud lå et spil om taxi-licenser, som ifølge en Westminster-domstol blev misbrugt af 24 Uber-chauffører som blev delt med 20 andre.
Nu anerkender de lokale transportmyndigheder, at Uber nu har gjort tilstrækkeligt for at forhindre misbrug.
Hæderspris til kvanteelektronik-forsker
Selskabet for Naturlærens Udbredelse tildeler H.C. Ørsted guldmedalje i fysik til professor Charles Marcus for hans arbejde med kvanteelektronik.
Hæderen tildeles for hans forskning indenfor anvendt kvanteteknologi, som spås til at blive lige så skelsættende som H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden.
Medaljen er tildelt på baggrund af indstillinger fra danske universiteter og forskningsinstitutioner, og den faglige bedømmelse er foretaget af et udvalg bestående af fem medlemmer af Videnskabernes Selskab
Med medaljen følger et rejselegat på 75.000 kroner, som tildeles i samarbejde med energiselskabet Ørsted. Guldmedaljen overrækkes af Hendes Majestæt Dronningen.