Twitter - præsident Trumps foretrukne kommunikationskanal - blev onsdag eftermiddag lokal tid ramt af det største hackerangreb, som selskabet nogensinde har oplevet.
Kriminelle fik lokket flere Twitteransatte til at give dem adgang til selskabets interne systemer, og det blev brugt til et kæmpe fupnummer, hvor dusinvis af virkelig højtprofilerede amerikaneres Twitterprofiler blev overtaget af hackerne. Det skriver CNBC.
Elon Musk, manden bag Tesla og meget andet, blev som den første ramt. Fra hans Twitterprofil kom der et tweet, som fortalte, at hvis man sendte et beløb til en bestemt Bitcoin-adresse, ville han sende afsenderen det dobbelte beløb tilbage.
Derefter kom der tilsvarende Tweets fra de officielle Twitterkonti tilhørende Barack Obama, Jeff Bezos, Bill Gates, Joe Biden og en sværm af andre i den absolutte VIP-klasse.
Også folk som Warren Buffet, Kim Kardashian og Mike Bloomberg blev ramt af angrebet, og det samme gjaldt Apples officielle Twitterkonto, som ellers kun hidtil har været brugt til tweete om Appleannoncer.
Hackerne overtog onsdag også en masse Twitterkonti med tilknytning til Bitcoin, som pludselig alle samme linkede til et phishingsite kaldet CryptoForHealth.
Twitter har lagt sig fladt ned og beklager dybt det skete. Alle de hackede konti blev lukket ned i et par timer og er nu tilbage i hænderne på de rette ejermænd. Twitter-aktien faldt 3 procent på grund af affæren.
En sikkerhedsekspert siger til CNBC, at man skal være heldig, at de kriminelle gik efter penge og ikke efter at skabe kaos og ødelæggelser.