Den amerikanske tech-sektor protesterer voldsomt mod præsident Donald Trumps blokering for anvendelsen af de såkaldte H-1B og L-visaer, der i dag anvendes i stor stil af it-sektoren.
H-1B anvendes typisk til at give adgang til USA til uddannede og specialiserede udlændinge, mens L1 anvendes til interne overflytninger mellem lande af ledere og specialister i multinationale selskaber.
Donald Trump lukker for udstedelsen af de pågældende visaer fra imorgen onsdag og frem til nytår - blandt andet for at fremme ansættelsen af amerikanere i en tid, hvor mange amerikanere er blevet arbejdsløse på grund af corona-krisen.
De amerikanske myndigheder vurderer, at forbuddet vil holde 219.000 midlertidige ansatte ude af USA.
I tech-sektoren er de største forbrugere af H-1B-visaerne de store amerikanske selskaber som Amazon, Google, Microsoft, Facebook, IBM, Apple, Intel, Capgemini og Cisco.
Højt på listen er også mange indiske selskaber som Tata, Cognizant, Wipro og Tech Mahindra.
“Immigration har bidraget i stor stil til Amerikas økonomiske succes og gjort Amerika verdensledende i Tech og gjort Google til det selskab, som det er i dag,” lyder det fra Googles topchef, Sundar Pichai, som reaktion på Trumps forbud.
Sundar Pichai er selv inder og immigrant. Det samme gælder iøvrigt topcheferne for IBM og Microsoft.
Sundar Pichai skriver på Twitter, at han ‘er skuffet’ over udmeldingen og vil ‘fortsætte med at være på immigranternes side og arbejde for at udvide mulighederne for os alle.’
Twittes meddeler, at forbuddet udgør en risiko for USA’s konkurrencedygtighed, da det skader at ‘forhindre højt specialiserede professionelle at komme ind i landet og bidrage til den amerikanske økonomi,’
Twitter peger på, at det er ‘vigtigere end nogensinde før’ at byde de ‘bedste og klogeste talenter fra hele verden velkommen til USA.’
Samme melding kommer fra Facebook, som skriver, at ‘højt specialiserede visa-ejere spiller en vigtig rolle for innovationen i både Facebook og organisationer over hele landet.’
“Det er noget, som vi bør fremme til - og ikke begrænse,” lyder fra Facebook.
Også Teslas Elon Musk og Microsoft er ude med riven.
“Tiden er ikke inde til at holde vores land adskilt fra verdens talenter og skabe usikkerhed og bekymring,” lyder det fra Microsoft.
Du kan læse hele forbuddet fra Trump her: Proclamation Suspending Entry of Aliens Who Present a Risk to the U.S. Labor Market Following the Coronavirus Outbreak.
Læs også:
Microsoft, Apple og Google hiver Donald Trump i retten - hans politik skader innovationen
Indiens rigeste mand vil bygge verdens næste tech-gigant på størrelse med Google og Amazon